Grønland svømmede sig til 7. plads
178 svømmere i alle aldre deltog ved Den Store Svømmedag i går søndag.
Den Store Svømmedag, som er arrangeret af Dansk Svømmeunion, er traditionen tro blevet afholdt denne første søndag i oktober i forskellige svømmehaller rundt om i Danmark og i Nuuk.
I alt deltog 178 svømmere i alle aldre i Nuuk fra morgenstunden i svømmehallen Malik.
- Det er både for dem, som normalt færdes i en svømmehal, men det er samtidig også et arrangement, der har til hensigt at få borgere, der normalt ikke benytter de lokale svømmehalsfaciliteter, til at kigge forbi og tage en frisk dukkert i bassinet, oplyser inspektør i svømmehallen Malik, Daniel Kâjangmat Lyberth i en pressemeddelelse.
Flot 7. plads
Deltagerne i Nuuk nåede at svømme samlet 151.850 meter i løbet af de seks timer, som Den Store Svømmedag blev holdt.
Dermed kom Svømmehallen Malik op på 7. plads i år.
- Deltager i Den Store Svømmedag er fra småbørn til ældre, og alle deltagere fik diplom og medalje med hjem. Alle var glade og det blev en succes, oplyser Daniel Kâjangmat Lyberth.
Du kan se resultater fra dagen HER.