Grønland med i VM i Taekwondo efter flere års pause

Grønland skal være repræsenteret i verdensmesterskaberne i Taekwondo, der starter i Kazakhstan mandag den 21. august.

Grønland skal deltage ved verdensmesterskaberne i Taekwon-Do efter flere års pause. Nu skal vi se, hvor vi niveaumæssigt ligger, siger landstræner Angutinnguaq Hegelund-Tittussen.

20-årige Inukkuluk G. Lennert fra Sisimiut og 33-årige Lars Lennert Abelsen skal deltage ved VM i Taekwondo under grønlandsk flag. Det sker i Kazakhstan den 21. august til 27. august. Og det er første gang siden coronapandemien satte en stopper for verdensmesterskaber, at Grønland igen deltager ved VM.

- Grønland har ikke været repræsenteret i VM i Taekwondoo i flere år. Så det bliver spændende, hvor vores niveau vil ligge i forhold til andre lande, siger landstræner Angutinnguaq Hegelund-Tittussen til Sermitsiaq.AG.

Både Lars Lennert Abelsen og Inukkuluk G. Lennert har deltaget ved Europamesterskaberne i april, hvor de begge gik videre i kvalifikationsrunder og mødte flere lande i kampene.

Begge Taekwondoo udøvere skal deltage i VM i Tul. Lars Lennert Abelsen i 4. dan sort bælte, og Inukkuluk G. Lennert i 2. dan sort bælte.

Erfaring og læring

Landstræneren forklarer, at Lars Lennert Abelsen fra Nuuk har flere års erfaring med internationale turneringer. Han har før deltaget ved VM.

- Vores deltagelse ved VM i år er at afprøve vores kræfter og teknikker på internationalt niveau. Vi skal kigge på, hvor vi skal forbedre os. Så hvor vi ender i resultaterne er svært at spå om, lige nu, siger landstræneren.

Det er første gang, 20-årige Inukkuluk G. Lennert skal deltage ved verdensmesterskaberne. For ham gælder det især læring, når han kommer i ringen.

- Der er stadig meget, han skal lære. Og ved at deltage ved internationale turneringer, kan han få langt flere erfaringer og dermed også blive mere robust og kampdygtig. Han har allerede udviklet sig meget siden Europamesterskaberne, så hvor han lander i VM er virkelig spændende, fortæller Angutinnguaq Hegelund-Tittussen.

Grønlands VM-trup har været til samling i Nuuk forud for rejsen til Kazakhstan, der starter i slutnignen af denne uge.

Powered by Labrador CMS