Grønland kæmper flot mod Kina
Grønland tabte lørdag til Kina i Presidents Cup med målscoren 24-32.
Lørdag var håndboldkvinderne igen i aktion ved Presidents Cup i Frederikshavn.
Det grønlandske landshold kæmpede flot mod Kina i en kamp, hvor holdet i perioder spillede lige op med kineserne.
Landsholdet scorede således hele 24 mål, og det blev det hidtil mindste nederlag til holdet indtil videre ved Presidents Cup og VM-turneringen.
Grønland kom således nogenlunde fra start og fulgte med kineserne til stillingen 3-3, men så fulgte en scoringspause, og landstræner Anders Friis trak timeout-kortet efter ti minutters spil, hvor Grønland var kommet bagud 3-7.
Holdt snor i kinesisk føring
Det kinesiske hold fortsatte dog med at trække fra, og ved halvlegen førte Kina med 9 mål ved stillingen 8-17.
Anden halvleg begyndte skidt med et fejlslagent grønlandsk angreb, men til gengæld fulgte to flotte redninger, og Grønland fik reduceret til 9-17 ved Sascha Zeeb.
Herefter bølgede kampen frem og tilbage, og Grønland havde gode perioder og formåede at holde den kinesiske føring omkring 8 mål.
Efter 51 minutters spil var stillingen 19-26, og de to hold fortsatte med at score mål helt til slutfløjtet og stillingen 24-32.
Næste kamp for det grønlandske landshold er mandag, hvor holdet møder Paraguay.