EM i fodbold

Frankrig holder fest med Ronaldo som gæst

De franske værter er favoritter til søndagens EM-finale i fodbold mod Portugal. Det sker efter fire uger, hvor det franske folk har glemt nationale problemer

Værterne Frankrig sendte verdensmestrene, Tyskland, ud af europamesterskaberne i fodbold
Offentliggjort

Det franske folk har forelsket sig - igen.

Over alt i landet er kærligheden til landets fodboldhelte mærkbar, efter at Frankrig er i EM-finalen, der spilles på Stade de France i Paris søndag aften.

- Støtten fra folk er ekstraordinær. Før vi ankom til stadion, så vi folk, der gik amok, og de kommer til at gå endnu mere amok på søndag, siger den franske landstræner, Didier Deschamps.

Torsdag nat fejrede glade franskmænd EM-succesen, som i høj grad ligner en foreløbig holdsucces.

Godt nok skrev Le Figaro på fredagens forside, at "Griezmann sender Frankrig i finalen," og Atlético Madrid-stjernen har også strålet indtil nu, hvilket har vakt minder om tiden med Michel Platini og Zinedine Zidane.

Men det er ét hold mere end én stjerne, det franske folk elsker så højt i disse dage.

Folket har set spillere, der kysser hinandens støvler, og som sammen med tilskuerne helt naturligt har kopieret det islandske Huh-råb.

For en stund er terrortrusler, politik og strejker glemt efter fire uger, der faktisk blev indledt med strejke blandt togpersonale og renovationsarbejdere.

Mens affald og skidt hobede sig op i gaderne kort før EM, så valgte piloterne hos Air France også at strejke i fire dage, da EM var begyndt, i utilfredshed med en arbejdsmarkedsreform.

Men nu er alle glade, og tusindvis af franskmænd fejrede sejren i Paris og i andre franske byer. Alene ved Eiffeltårnet samledes 90.000 mennesker og overværede torsdagens semifinalesejr over Tyskland.

- Vi har ikke magten til at løse Frankrigs problemer, men vi kan mindske deres bekymringer. Der er masser af passion, iver og glæde over alt i Frankrig.

- Når du ser den passion på og uden for stadion, så har dette hold alt, hvad der kræves for at blive elsket, siger Deschamps ifølge BBC.

Søndag kan han vinde EM som træner, som han gjorde som spiller i 2000, og Deschamps har været meget bevidst om at stille et hold uden de klikedannelser, der tidligere har været.

Væk er flere spillere, som fyldte meget i truppen. Samir Nasri og Franck Ribery er ikke med af forskellige årsager, mens Real Madrid-stjernen Karim Benzema blev valgt fra efter sagen om pengeafpresning af landsholdskollegaen Mathieu Valbuena - som heller ikke er i den franske trup.

Men Deschamps har hele vejen stolet på, at hans 23 spillere kunne skabe et sammentømret hold.

- Jeg har hele tiden troet på mine spillere. De spillere, jeg valgte til truppen, har betalt klækkeligt tilbage. Det er deres historie, deres sejr, siger Deschamps.

Nu venter Portugal i finalen, hvor Cristiano Ronaldo igen får muligheden for at føre sit land til hæder.

En ung Ronaldo var også med i EM-finalen i 2004, hvor Grækenland overraskende vandt guld, og søndag skal Portugal forsøge at kopiere Grækenland og vinde EM over en værtsnation.

I den portugisiske lejr tror man på succes.

- For to år siden satte vi os et mål om at komme i finalen. Vi blev enige om, at vi måtte gøre alt for komme med til Frankrig og nå finalen. Vi har arbejdet som vilde for at nå det, siger den portugisiske landstræner, Fernando Santos.

/ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS