Fodbold: Herrelandsholdet spiller første kamp i dag

Det grønlandske herrelandshold er i Tyrkiet, og skal spille tre kampe i denne uge.

Det grønlandske herrelandshold i fodbold spiller tre kampe i denne uge. Første kamp spilles i dag, mandag
Offentliggjort

Mandag klokken 13.30 grønlandsk tid er der kickoff i kampen mellem det grønlandske herrelandshold og det irakiske mandskab, Al-Kahrabaa.

Det sker i forbindelse med herrelandsholdets træningslejr i Tyrkiet, hvor holdet også møder et irakisk udvalgt hold onsdag, samt hovedkampen mod Kosovo, der spilles på fredag.

Sermitsiaq.AG har talt med landstræner Morten Rutkjær og landsholdsspillerne Katu Madsen og Morten Fleischer forud for kampene.

Fantastisk mulighed for holdet

- Vi får virkeligt meget at se til i de kommende kampe. Vores spillere får oplevelsen at spille på et meget højt niveau. Vores bedste grønlandske spillere har måske til tider brug for at blive overmatchet, og det kommer de til i de kommende kampe, siger landstræner Morten Rutkjær.

Han fremhæver, at holdet går efter at vinde deres kampe.

- Men det vigtigste er, at de spiller som et hold, og at vi udvikler os. Vi er realistiske, at det Grønlands fodbold er i et sted lige nu, hvor vi skal få bygget holdet op. Vi går efter at vinde, men det er ikke det vigtigste. Vi kommer til at spille mod hold, der er på superliga-niveau, og vi spiller også mod Kosovo, der har fantastiske spillere. Vi får en vanvittig oplevelse, og det er mega fedt, fordi det grønlandske spillere får prøvet det, så de får et billede af, hvad der skal til for at være på den allerøverste hylde. Det er derfor, vi har taget herned, fortæller Morten Rutkjær.

Kæmpe oplevelse

Holdet ankom til Tyrkiet lørdag, og har haft tre træninger.

- Første træning var for at få rejsen væk, derefter har vi haft taktiske træninger med fokus på forsvarsspillet samt opbygningsspillet. Det er varmt her i Tyrkiet, hvilket spillerne også skal vænne sig til. Men igen, handler det om, at de får prøvet, hvordan forholdene er, når man spiller i andre lande. Her skal de opleve varmen, drikke masser af vand og de skal have fokus på deres krop, og de har klaret det virkeligt godt, siger landstræneren.

Han er stolt over at stå i spidsen for landsholdet, hvor der er godt kammeratskab, og at alle går meget op i, at holdet fungerer.

- Vi er nu i gang med at få det grønlandske hold op og prøver at trække spillerne i andre miljøer. Jeg synes, det er fedt at være sammen med dem, og så skal vi se, hvor langt vi når. Det er en kæmpe oplevelse for mig at være sammen med dem, lyder det fra Morten Rutkjær.

Varmen er udfordrende

Landsholdsspiller Katu Madsen fortæller, at han aldrig har været i så gode træningsfaciliteter før:

- Det er så fantastisk at være her, hvor vi er blevet taget virkeligt godt imod, og vi bliver passet godt her. Varmen er det mest udfordrende her. Vi sveder allerede inden vores opvarmningsøvelser. Varmen gør, at vi bruger rigtig meget energi.

Morten Fleischer tilføjer, at de får mange drikkepauser under deres træninger.

Møder en anden fodboldkultur

De ser frem til at spille mod deres irakiske modstandere i dag, mandag.

- Det er spændende at skulle spille mod dem. Vi har aldrig set dem før, og de har en helt anden fodboldkultur, end vi har. Jeg fornemmer, at vi kommer til at opleve noget, som vi aldrig nogensinde har oplevet før. Jeg forventer, at vi skal spille mod et rigtigt godt hold, derfor skal vi være klar inden kampens start. Vi skal ofre alt i kampen, siger Katu Madsen.

Morten Fleicher forventer, at det bliver hårdere at spille end kampene ved GM.

- Når vi har bolden, skal vi forvente, at vi vil blive presset med det samme. Derfor er det vigtigt at aflevere bolden så hurtigt som muligt. Man skal tænke hurtigt på det her niveau, siger han.

Giver motivation

Derfor ser Katu Madsen frem til de kommende kampe.

- Det er altid fedt at spille mod rigtig gode hold, selvom det også kan være hårdt. Men alt i alt har vi det meget godt her, hvor træneren går meget op i, at vi skal have det godt. Vi har et godt kammeratskab, alle på holdet går meget op i, at der ikke skal være splid. Jeg har spillet fodbold i mange år, og jeg kan sige, at de mange træninger og kampe nu betaler sig. Vi har fået en fantastisk mulighed for at opleve ting, som vi ikke har oplevet før. Og det giver også motivation til mig for at blive endnu bedre spiller, fortæller han.

Morten Fleischer er stolt over at tage til udlandet med landsholdet.

- Nu er fodbolden igen i opbygningsfasen i Grønland, derfor er jeg stolt over at kunne rejse sammen det her landshold.

Og det kan være et vigtigt springbræt for de kommende landshold, siger Katu Madsen:

- Derfor er det vigtigt, at vi bliver ved med at udvikle os, så de kommende landsholdsspillere også får muligheden for at videreudvikle landsholdet. Jeg synes, at det er rigtig vigtigt. Jeg håber derfor på, at Grønland bliver medlem af Concacaf, så vi kan spille endnu flere kampe. Jeg håber, at det vil ske i de nærmeste år.

Her er Grønlands kampe i denne uge, alle i grønlandsk tid:

  • Mandag: Al-Kahrabaa - Grønland kl. 13.30
  • Onsdag: Irak udvalgt hold - Grønland kl. 13.30
  • Fredag Kosovo (UEFA) - Grønland kl. 13.30
Powered by Labrador CMS