Fight-night i Nuuk: Professionel skal i ringen mod lokal bokser
Lørdag er der boksestævne i Nuuk, hvor blandt andre den grønlandske professionelle bokser Frank Madsen går i ringen til en opvisningskamp. Til stævnet vil der også være kampe i taekwondo og judo.
Bokseklubben Fight Club Nanoq byder lørdag indenfor til boksestævne i Godthåbhallen.
Der vil være 4 boksekampe, en opvisningskamp samt tre til fire taekwondo- og judokampe.
Klubbens formand Efraim Olsen fortæller, at hovedbegivenheden til stævnet bliver opvisningskampen, der står mellem den grønlandske bokser Frank Madsen, der har bokset flere professionelle kampe, og den lokale amatørbokser Mads Bejder Christensen.
Frank Madsen bor og træner i Aarhus for klubben The Colosseum, og han har tidligere bokset kampe i blandt andet Sydafrika.
Modstandere fra Danmark
- Det bliver ikke en professionel kamp, men altså en opvisningskamp mellem en professionel og en amatør, forklarer Efraim Olsen.
Formanden fortæller, at The Colosseum kommer med yderligere tre boksere, der skal møde lokale fra Fight Club Nanoq.
- Vi forventer, at vores unge boksere får noget kamperfaring. Det er noget helt andet at træde op i en ring med tilskuere. Nogle gange har vi haft 1.200 til 1.400 tilskuere til vores stævner.
Udvikler de unge helt enormt
- Det er til kampe, at de unge virkelig bliver testet, når de står i ringen og føler, at de er helt alene. Man skal kunne tænke sig om og respektere reglerne, og det udvikler dem helt enormt, siger Efraim Olsen.
Formanden forventer 700 til 800 tilskuere i Godthåbhallen og fortæller, at stemningen plejer at være rigtig god.
Stævnet begynder kl 18 og billetterne koster 150 kr. for voksne og 50 kr. for børn.