Efter skade: Landstræner må prøve alternativer af mod Mexico

Mod USA blev Najaaja Lyberth skadet, og spilleren kan derfor ikke være med i aftenens kamp mod Mexico i vm-kvalifikationsturneringen i Nuuk.

Grønland er pt. i spidsen af vm-kvalifikationsturneringen i Nuuk på grund af holdets gode målscore.
Offentliggjort

Grønland har indtil videre ydet en fantastisk indsats og gjort rent bord med sejre i sine foreløbige tre kampe ved vm-kvalifikationsturneringen i Nuuk.

Det grønlandske damelandshold fører således turneringen og meget skal gå galt, hvis holdet ikke kommer i finalen, der skal spilles søndag.

Lørdag aften gælder det dog først Mexico, og landstræner Anders Friis fortæller, at holdet naturligvis går efter endnu en sejr:

- Vi er ikke helt sikre på finalepladsen endnu, men er meget tæt på for vi har en god målscore. Men vi går ind til den kamp som alle andre landskampe. Det er for at vinde. Hver gang vi har flaget på brystet, kæmper vi for hele nationen, og giver den alt, hvad vi har, siger Anders Friis til Sermitsiaq.AG.

Skadet Najaaja har trukket stort læs

Spørgsmål: Har du gjort nogle specielle overvejelser eller udskiftninger i opstillingen - også med henblik på at der kan vente en vigtig finale i morgen?

- Vi tager en dag ad gangen, men vi er selvfølgelig nødt til at tænke fremad, og Najaaja (Lyberth, red.) kommer slet ikke til at spille i dag, og derfor skal vi prøve nogle alternativer af.

- Hun har jo trukket et stort læs som playmaker. Vi må se, om hun kan blive klar til i morgen, siger Anders Friis.

Najaaja Lyberth fik et hårdt slag på næsen og blev kørt på sana under kampen mod USA onsdag. En kamp Grønland vandt hele 27-12. Derudover har landsholdet været ramt af det uheld, at Panu P. Grønvold brækkede armen, dagen før turneringen gik i gang, og Ivâna Meincke måtte skiftes ud af truppen på grund af dårligt knæ.

Har fået hele truppen i gang

Alt i alt er landstræneren dog særdeles tilfreds med turneringens forløb indtil videre:

- Vi kunne ikke have ønsket os noget bedre. Alt i alt er det gået rigtig godt, og vi har fået afviklet mange af kampene, som vi havde drømt om. Vi har fået spredt en masse spilletid og dermed også noget belastning udover hele truppen, og vi har fået hele truppen i gang, hvor alle har fået spilletid. Så jeg synes, vi står stærkt til de to sidste kampe, siger Anders Friis.

Inussivik-hallen har været på kogepunktet under Grønlands kampe, hvor landsholdet har fået opbakning fra et stort publikum. Landstræneren fortæller, at det har været en stor oplevelse at spille turneringen på hjemmebane:

Kæmpe oplevelse at spille på hjemmebane

- Det har været en kæmpe oplevelse for os alle sammen. Der skal lyde en stor ros for alle dem, der har knoklet i ugevis for at få det her til at lykkes, det gælder eksempelvis forbundet og frivillige, der har arbejdet meget hårdt for at få det her til at lykkes, siger Anders Friis og fortsætter:

- Det har været en kæmpe oplevelse at mærke publikum på den her måde. De bliver jo hyldet som store stjerner, når de går ind i hallen. Det er en positiv ting for os, men det er også en balance. Vi skal gerne kunne bruge publikum på en god måde, så vi ikke bliver nervøse, men jeg synes, pigerne har været gode til at bruge publikum positivt.

I aftenens kamp mod Mexico spiller damelandsholdet i hvid.

Powered by Labrador CMS