Torrak
Den første hole-in-one i Nuuk Golf Klub
Apollo Jeremiassen skrev fredag den 29. august golf-historie i Grønland, da han lavede den første hole-in-one
For første gang i Nuuk Golf Klubs 14-årige historie har en spiller lavet en hole-in-one. Det vil sige fået bolden direkte fra tee-stedet og ned i hullet.
- Den heldige golfspiller er KNR-journalist Apollo Mathias Jeremiassen, der ikke bare er den første grønlænder, men i det hele taget den første, der har lavet hole-in-one i Nuuk Golf Klub, fortæller klubformand Finn Hilmer.
Det skete fredag den 29. august, da Apollo Jermiassen og færingen Magni Niclassen var ude og spille golf, og det skete fra det første tee-sted til hul 1.
En fantastik følelse
- Det var en fantastik følelse at se den lille hvide golf bold flyve i luften, rulle hen over greenen og komme i hul på ét slag. Det ærgerlige er, at jeg ikke kan modtage den store gevinst på 10.000 kroner fra Grønlandsbanken, fordi det ikke var under en officiel match, jeg var så heldig, at min bold kom i hul i første slag, siger Apollo Mathias Jeremiassen.
- Men Apollo kan være meget stolt af, at han er den første, der sikrede sig en hole-in-one i Nuuk Golf Klubs 14 år lange historie, kommenterer Finn Hilmer.
Finn Hilmer oplyser, at det skete på det sværeste hul på banen, nemlig hul 1.
- Det er en fantastisk præstation og kun de allerbedste - og heldigste - får denne oplevelse. Hole-in-one forekommer temmeligt sjældent selv blandt professionelle spillere. I store turneringer er der sommetider en speciel gevinst til en spiller, der får hole-in-one, siger Finn Hilmer.
I Nuuk Golf Klub har Grønlandsbanken stillet 10.000 kroner på højkant til den første goldspiller, der laver hole-in-one i en officiel match, oplyser formanden.