Buschauffører skal fremvise ren børneattest

Et enigt Inatsisartut har i dag vedtaget en stramning af lov om pligt til at indhente børneattest. Fremover skal blandt andre trænere, holdledere, buschauffører, taxichauffører samt instruktører, der kan beskæftige sig med børn under 18 år fremvise en børneattest.

Buschauffører og andre medarbejdere og voksne, der kan have daglig gang på steder, hvor der er børn i alderen 0-18 år skal fremover indhente ren børneattest.
Offentliggjort

Lov om pligt til at indhente en børneattest ved ansættelse eller beskæftigelse på steder, hvor børn kan færdes skærpes.

Det gælder blandt andet taxaer, busser, idrætsfacilliteter og flere til.

Samtlige 24 tilstedeværende medlemmer i Inatsisartut har torsdag stemt ja til en stramning af loven der gør, at voksne fremover skal indhente en børneattest, hvis de på nogen måde arbejder eller beskæftige sig med børn under 18 år.

- Det fremgår af forslaget, at der skal indhentes børneattester, når der skal ansættes eller beskæftiges personer, der som led i udførelsen af deres opgaver skal have direkte kontakt med børn under 18 år samt personer, der som led i udførelsen af deres opgaver færdes fast blandt børn under 18 år, og derved har mulighed for at opnå direkte kontakt med disse børn, lyder det i forelæggelsesnotatet om forslaget.

Det gælder blandt andet bus- og taxichauffører, besætning på passagerskibe, trænere, holdledere og selvfølgelig medarbejdere på folkeskoler, i daginstitutioner og andre institutioner, hvor børn normalt færdes.

Indtil nu har loven beskyttet børn under 15 år. Men nu er alle børn under 18 år beskyttet af samme lov.

Unicef glæder sig

Lov om brug af børneattester i kriminalloven er ændret således, at seksualforbrydelser begået mod børn under 18 år nu kan registreres i børneattesten. Dermed er der banet vej for, at børneattesten nu også skal omfatte overgreb på børn mellem 15-17 år.

Unicef Grønland glæder sig over, at lov om pligt til at indhente en børneattest for at kunne arbejde med børn, nu er udvidet til at gælde for arbejde med alle børn under 18 år.

- Det er et positivt skridt i retning af at beskytte børn og deres rettigheder. Med den nye aldersgrænse lever loven op til FN’s Børnekonvention, hvor børn defineres som alle under 18 år. Samtidig er det dog vigtigt at pointere, at vi er langt fra at komme i mål med at få indhentet attesterne, og her håber vi også på et øget fokus, siger programchef i Unicef Grønland, Maliina Abelsen.

Ved lovændringen vil Naalakkersuisut kigge på, hvordan myndigheder kan hjælpe idrætsforeninger og andre foreninger med at indhente børneattester hurtigt og effektivt.

Lovændringer træder i kraft så snart naalakkersuisut udsteder en bekendtgørelse om loven.

Powered by Labrador CMS