Borger ønsker skøjtebane i Tasiilaq

Et borgerforslag på borgerportalen i Sermersooq om en skøjtebane vinder frem. Forslagsstilleren ser gode aktivitetsmuligheder i en skøjtebane i Tasiilaq.

En skøjtebane er etableret i Nuuk, vist på billedet. Der er på nuværende tidspunkt fremsat et borgerforslag på Kommuneqarfik Sermersooqs borgerportal om etablering af en skøjtebane i Tasiilaq.

Et borgerforslag om etablering af en skøjtebane i Tasiilaq vinder frem på borgerportalen kommuneqarfiga.sermersooq.gl.

Sammen med forslaget er der en projektbeskrivelse på, hvordan etableringen kan foregå og hvilken effekt en skøjtebane i Tasiilaq vil have for lokalsamfundet.

- En skøjtebane vil øge mulighederne for udendørs aktivitet i byen, specielt i perioden oktober til januar, hvor andre vintersportsgrene som alpint skiløb, landrendsløb, hundeslæde og snescooter ofte er udfordret grundet manglende sne, skriver forslagsstilleren på borgerportalen.

Borgerforslag der oprettes udenfor Nuuk skal i prøveperioden frem til 1. marts have modtaget mindst 50 stemmer indenfor 90 dage, hvis forslaget skal overvejes af Kommuneqarfik Sermersooq.

Indtil videre har borgerforslaget fået 36 stemmer og mangler dermed mindst 14 stemmer, før forslaget kan overvejes af Kommuneqarfik Sermersooq.

Vil understøtte helhedsplanen

Projektet om en skøjtebane er beskrevet af afdeling for sundhed, fritid og kultur i kommunekontoret i Tasiilaq i 2021.

Her beskrives det, at skøjtebanen vil give mere byrum og understøtte kommunens helhedsplan for Tasiilaq.

- Den foreslåede placering for skøjtebanen er multibanen ved den store Pilersuisoq i Tasiilaq. Multibanen egner sig til skøjtebane af flere grunde, bl.a. at den er centralt placeret, lyder det i projektbeskrivelsen.

Ifølge projektbeskrivelsen kan en skøjtebane i Tasiilaq køres og vedligeholdes fra oktober og april, i vinterhalvåret.

Borgere i Nuuk har vist, at det kan lade sig gøre at etablere en skøjtebane uden at bygge faciliteterne. Denne vinter har frivillige etableret og nu vedligeholder en skøjtebane tæt ved skiløjper i Nuussuaq.

Powered by Labrador CMS