Arctic Winter Games
Arctic Winter Games donerer mad og senge
En del Arctic Winter Games-udstyr bliver solgt, mens en del bliver doneret til kommunerne
Kommunerne, foreninger, Frelsens Hær og borgerne får glæde af, at Nuuk har været vært for Arctic Winter Games.
Legenes sekretariat har søndag stået for salg af køjesenge, madrasser, lagner og soveposer, der er blevet solgt til spotpriser.
Til lejrskoler
Derudover har Arctic Winter Games tidligere tilbudt kommunerne, at de kunne aftage køjesenge til for eksempel foreninger, sportsarrangementer og lejrskoler. Og her bliver 200 køjesenge og 750 madrasser doneret til denne type formål, oplyser sekretariatet.
Væresteder
Også Departementet for Familie, Ligestilling og Sociale anliggender aftager madrasser til væresteder, ligesom Frelsens Hær også får doneret senge.
Det har været vigtigt for ejerne af Arctic Winter Games - Kommuneqarfik Sermersooq, Selvstyret og det private erhvervsliv - at donationer sker til initiativer, der kommer børn og unge til gode, samt initiativer, der har til formål at styrke foreningslivet i hele Grønland.
Får maden
Også overskydende mad, der ikke kan leveres tilbage til leverandører, har ejerne valgt at donere til Frelsen Hær.
Sælges billigt
Ejerne har også besluttet at sælge alt sportsudstyr, som der ikke er anden aftale om, til sportsforeningerne til en helt særlig pris, nemlig 10 procent af indkøbsprisen. De resterende ejendele, som Arctic Winter Games ejer, vil enten blive solgt på auktion eller doneret.
Læs de seneste nyheder om Arctic Winter Games:
Se de sidste pletskud fra Arctic Winter Games
De sidste Arctic Winter Games-deltagere rejser mandag'
Stor rift om Arctic Winter Games-senge og soveposer