Angutimmarik vender hjem til Grønland

Efter at have spillet 15 år i udlandet har håndboldspilleren Angutimmarik Kreutzmann valgt at tage hjem til Maniitsoq. Han ser frem til at spille grønlandsmesterskaber både i håndbold og fodbold

Håndboldspilleren Angutimmarik Kreutzmann har valgt at tage hjem til Grønland efter 15 år i udlandet
Offentliggjort

Landsholdsspiller for det grønlandske herrelandshold i håndbold, 32-årige Angutimmarik Kreutzmann, tager hjem til sin hjemby, Maniitsoq.

Han flyttede til Danmark som 17-årig, og han har spillet for ni forskellige klubber siden, syv klubber i Danmark, en klub både i Sverige og Tyskland.

Hjemve

- Jeg har tænkt på at vende hjem nu i omkring halvandet år, for jeg har haft hjemve, og jeg synes også, at 15 år i udlandet er nok. Jeg ser meget frem til at tage hjem. Men det har langtfra været en nem beslutning, siger Angutimmarik Kreutzmann, der i næste måned skal op i eksamen som IT-supporter.

- Hvad glæder du dig mest over?

- Det, at kunne være sammen med familie, venner og ikke mindst at kunne tage til naturen. Jeg har kun spillet ved én GM i håndbold for seniorer, derfor ser jeg meget frem til at spille grønlandsmesterskaber, også i fodbold. Men der er også en masse ting, jeg kommer til at savne her i Danmark. Det med at spille kampe, træninger på højt niveau og andre masse ting. Jeg har ellers fået et tilbud her i Danmark, men jeg har takket nej til det, svarer han.

- Hvad er det mest mindeværdige øjeblik, mens du var spiller i Danmark?

- Dengang, da jeg spillede for Nordsjælland Håndbold, da vi slog Aalborg i sidste sekund på hjemmebane. Det skete i 2014. Jeg scorede den sidste mål i kampen. Aalborg blev danske mestre i den sæson, siger Angutimmarik Kreutzmann.

Udvikling af talenter

Han håber på, at han kan være med til at udvikle håndbolden i Grønland.

- Jeg vil være med til udvikling, ikke kun i Maniitsoq men også i andre byer. Der er en masse udviklingsmuligheder, og jeg håber på, at jeg kan give mine erfaringer videre. Og jeg vil ligeledes være med til at udvikle de næste landsholdsspillere, der kommer, når nuværende spillere stopper, lyder det fra Angutimmarik Kreutzmann.

Han spillede sin seneste kamp i februar for sin klub, andendivisionklubben TIK Håndbold fra Taastrup, men sæsonen er blevet afblæst på grund af coronakrisen.

Powered by Labrador CMS