Aima Jensen græd og grinte sig gennem verdens største langrendsløb

Snefnuggene falder stille over Sälen, mens tusindvis af skiløbere trækker vejret dybt og gør sig klar. Her, på startstregen til verdens største og ældste langrendsløb, står grønlandske Aima Jensen. 

90 kilometer strækker sig foran hende – en rute fyldt med historie, tradition og naturskønhed, hvor skiløbere siden 1922 har bevæget sig fra Sälen til Mora i Sverige. Vasaløbet er mere end et løb; det er et århundredgammelt ritual, et spor i sneen, hvor drømme, vilje og udholdenhed mødes.

Vejen til sporet

Aima, der i dag bor i Norge, har en utraditionel vej til Vasaløbet. Hun kommer ikke fra et klassisk elite-miljø med års målrettet langrendstræning. I stedet bygger hun på et liv, der altid har været aktivt og på de fysiske kræfter, hun har opbygget gennem år med tungt arbejde. 

De seneste par år har været særligt krævende, og træning må ofte vige for arbejde og andre forpligtelser. Alligevel mærker hun, at kroppen aldrig har været stærkere. Aimas træning mod det historiske langrendsløb, der hvert år afvikles den første søndag i marts, starter først for alvor i januar. Timerne i fitnesscenteret lægger fundamentet, indtil Aima sent på måneden endelig får sine langrendsski fra Grønland.

 - På papiret var det både udfordrende og måske lidt urealistisk, at jeg ville gennemføre. Men nogle gange kan ren stædighed og vilje bringe én virkelig langt, fortæller Aima Jensen. 

De efterfølgende uger består af korte, intense ture, afbrudt af dage, hvor arbejdet gør træning næsten umulig. Den længste tur inden Vasaløbet når kun op på 32 kilometer – langt fra de 90, der venter hende.

Med Grønland i ryggen

Aima Jensen bærer Grønland med sig, hver gang hun sætter skiene i sporet. Hendes opvækst har formet hendes tilgang til udfordringer. 

- Min baggrund har betydet meget for min tilgang. Jeg er vokset op med en stærk mentalitet omkring at klare sig med det, man har, og ikke give op, selv når tingene er hårde, forklarer hun. 

Selvom langrend er en stærk del af både grønlandsk og norsk identitet, er sporten ikke noget, hun er vokset op med. 

– Jeg kommer fra Sydgrønland, hvor langrendssport ikke dyrkes på samme måde, fortæller Aima Jensen. 

Først senere i livet finder hun sporten, men respekten for den har altid været der – både på grund af venner fra Grønland og fordi langrend fylder så meget i Norge. Den respekt bliver til motivation. 

– Det motiverede mig virkelig til at stille op til Vasaløbet. Faktisk har det været en drøm, siden jeg første gang hørte om løbet for over 10 år siden. Måske netop fordi jeg ikke kommer fra en klassisk langrendsbaggrund – det gjorde udfordringen endnu mere tiltrækkende, forklarer hun. 

For Aima handler det ikke kun om at gennemføre et prestigefyldt løb. Det handler om at tage sin kultur, sin vilje og sin grønlandske mentalitet med ud på sporet – og vise, hvad stædighed og mod kan føre til.

Fra start til mål

Kulden bider og pulsen hamrer, da startskuddet lyder. Foran Aima Jensen ligger 90 kilometer sne, stigninger og slid. Hun står midt i feltet, omgivet af tusindvis af løbere – men kampen, hun skal igennem, bliver først og fremmest hendes egen. 

- Vasaløbet er jo noget, jeg har hørt om længe – et løb med historie og respekt omkring sig. For mig handler det ikke om tid eller placering, men om at bevise over for mig selv, at jeg kan stå her, fortæller hun. 

Allerede tidligt i løbet styrter hun og slår sit venstre håndled. Smerten sætter sig med det samme og slipper ikke igen. Det ikoniske langrendsløb udvikler sig hurtigt til en rå udholdenhedsprøve. 

- Jeg falder flere gange undervejs og slår mit venstre håndled ret tidligt. Jeg har virkelig ondt. De sidste 20–30 kilometer græder jeg faktisk nogle gange af ren smerte og udmattelse, fortæller Aima om oplevelsen. 

Kilometer for kilometer bliver det en kamp mod kroppen. Men midt i smerten mærker hun også sin styrke. På de stejle stigninger, hvor mange går fiskeben, holder hun fast i løbet og rytmen. På nedkørslerne tør hun lade skiene glide og holder farten, mens andre bliver forsigtige. Her henter hun overhalinger – også sent i løbet. 

- Der er steder, hvor jeg virkelig kan mærke min styrke. Selv de sidste 10–20 kilometer har jeg stadig overskud til at løbe op ad bakkerne, og det giver et mentalt boost midt i alt det hårde, siger hun. 

Samtidig tikker tiden. De syv cut-off tider ligger som en konstant skygge. Flere gange frygter hun, at hun ikke når frem i tide. Hver passeret kontrol bliver en lettelse – og en ny begyndelse. 

- Det bliver virkelig en øvelse i stædighed. Min komfortzone er langt bag mig, og til sidst handler det kun om ét stavtag ad gangen, fortæller Aima Jensen. 

Efter 12 timer og 9 minutter glider hun over målstregen i Mora. Hun er tømt for kræfter, men fyldt af noget andet. 

- Jeg er helt færdig, men også virkelig taknemmelig. Det er en reminder om, hvor meget man faktisk kan presse sig selv, når man beslutter sig, fortæller hun stolt.

Bag Bertil på 80 år

Kort efter at have krydset målstregen er Aima tilbage i sit vanlige, smittende humør. Hun griner af sig selv, af oplevelsen – og af Vasaløbets barske realiteter. På sin Instagram skriver hun: 

- Training for races makes you look like an elite athlete to your friends and family – then on raceday you finish 9373th behind an 80-year-old named Bertil. 

Groft oversat skriver hun, at familie og venner tror, du er helt utrolig sej, men virkeligheden er, at du gennemfører som nummer 9373 bag 80-årige Bertil.

Bag humoren gemmer sig et stærkt budskab. Aima bruger den til at punktere præstationspresset og inspirere sine over 3.500 følgere til at se, hvad der virkelig giver mening i livet. 

- Humor er helt bevidst for mig. Jeg ved jo godt, at jeg slet ikke er elite. Men jeg ved også, at hvis nogen er stædig nok til at gennemføre, så er det mig, siger hun og fortsætter eftertænksomt: 

- For mig handler det ikke om at vinde, men om at møde op, gøre forsøget og stå i det, når det bliver svært. Hvis min rejse kan minde bare én person om, at man ikke behøver være perfekt for at stille op, så er det vigtigere end min tid på resultatlisten, siger Aima smilende. 

Aima Jensen minder os alle om, at styrke ikke kun findes i fart og staminakrav, men også i modet til at grine af sig selv – selv efter 90 kilometer i sporet. Hendes tilgang til sporten og livet er en inspirerende påmindelse om, at vilje, stædighed og glæde altid vejer tungere end medaljer og placeringer.