dansk håndbold
A. Kreutzmann tæt på oprykning til Håndboldligaen
Angutimmarik Kreutzmann og Nordsjælland Håndbold er tæt på oprykning fra 1. division
Der resterer tre kampe i den danske 1. division, inden turneringen er slut. Efterhånden skal meget gå galt, hvis ikke Nordsjælland Håndbold med en normalt stærkt spillende Angutimmarik Kreutzmann i bagkæden - efter kun en enkelt sæson i den næstbedste række - vender tilbage til Håndboldligaen.
Nordsjælland Håndbold har fire point flere end nummer to Randers HH. Så i teorien kan nordsjællænderne sikre sig oprykning i næste spillerunde.
Søndag eftermiddag vandt Nordsjælland Håndbold i Nyborghallen en overbevisende sejr på over SUS Nyborg.
Kun i begyndelsen af kampen var der lidt spænding. Efter en timeout forlangt af Nordsjælland Håndbolds træner Ian Marko Fog ændrede kampens karakter. Angutimmarik Kreutzmann kom på banen. Spillede i angrebet med stor autoritet. Flotte assists til medspillerne, stærke gennembrud og ikke mindst gode afslutninger var medvirkende til, at Nordsjælland Håndbold fik vist, hvorfor det er dem, der ligger i toppen af rækken og hvorfor SUS Nyborg kæmper for at undgå nedrykning. Efter 11-14 ved pausen vandt Nordsjælland kampen med 10 mål 21-31.
Syv mål
Angutimmarik Kreutzmann var Nordsjælland Håndbolds bedste og kronede en fornem indsats med syv scoringer. To i 1. halvleg og fem i 2. halvleg. Især i de første 10 minutter af 2. halvleg var det Angutimmarik Kreutzmann her og der og allevegne.
- Så må de godt tage ham ud igen, som en af SUS Nyborgs trofaste tilhængere udtrykte det til Sermitsiaq.AGs udsendte.
Stor tilfredshed
Efter den overbevisende sejr var Angutimmarik Kreutzmann selvfølgelig meget tilfreds. Ikke mindst med udsigten til at vende tilbage til Håndboldligaen.
- Jeg har kontraktudløb efter sæsonen. Jeg vil dog meget gerne fortsætte i klubben, og selv om der endnu ikke er noget på plads, så regner jeg med, at vi forlænger aftalen fortæller Angutimmarik Kreutzmann til Sermitsiaq.AG og fortsætter:
- Vores træner Ian Marko Fog har tilkendegivet, at klubben satser på at spille i Håndboldligaen med det nuværende hold.
Lykkes oprykningen for Nordsjælland Håndbold, bliver der nogle spændende 'grønlandske' kampe med tre grønlandske bagspillere i Håndboldligaen i den kommende sæson mellem nordsjællænderne med Angutimmarik Kreutzmann og fynske GOG med Akutaaneq Kreutzmann og Minik Dahl Høegh og med Jakob Larsen på sidelinjen.