USA's ishockeykvinder takker nej til invitation fra Trump

På grund af timingen kan USA's ishockeykvinder ikke deltage, når Trump holder tale til nationen, lyder det.

- Jeg må sige, vi bliver nødt til at tage kvindelandsholdet med, det ved I godt, sagde Trump, da han inviterede herrelandsholdet.
Offentliggjort

USA's kvindelandshold i ishockey takker nej til præsident Donald Trumps invitation til hans State of The Union-tale.

Det siger en talsperson for holdet ifølge det amerikanske medie NBC News.

Det sker, dagen efter at Trump spøgefuldt sagde til herrelandsholdet, at han ville blive stillet for en rigsret, hvis han ikke også inviterede kvinderne.

- Vi er oprigtigt taknemmelige for invitationen, der er blevet sendt til vores guldvindende amerikanske kvindelandshold i ishockey, og vi værdsætter i høj grad anerkendelsen af deres ekstraordinære præstation, siger talspersonen.

- På grund af timingen og tidligere planlagte akademiske og professionelle forpligtelser efter legene (de olympiske lege, red.), er atleterne ikke i stand til at deltage.

Det Hvide Hus er ifølge NBC News ikke vendt tilbage på henvendelser om afvisningen.

- De følte sig beærede over at blive inviteret og er taknemmelige for anerkendelsen, tilføjer spillernes talsperson.

De amerikanske kvinder slog i torsdagens OL-finale Canada og sikrede sig således guldmedaljen.

Søndag vandt USA's ishockeyherrer også guld - ligeledes efter en sejr mod Canada.

Herrene blev inviteret til State of the Union-talen i et opkald fra Trump søndag aften efter deres sejr. Det er ifølge NBC News endnu uklart, hvorvidt de tager imod invitationen.

- Jeg må sige, vi bliver nødt til at tage kvindelandsholdet med, det ved I godt, sagde Trump, da han inviterede herrelandsholdet.

Uden en invitation til kvindelandsholdet "tror jeg, at jeg nok ville blive stillet for en rigsret," lød det

USA's præsident inviteres hvert år til Kongressen for at holde tale om nationens tilstand - State of The Union.

Ifølge ABC News finder Trumps tale sted tirsdag klokken 21.00 amerikansk tid - klokken 03.00 natten til onsdag dansk tid.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS