Wangenheim indsamler erfaringer fra sundhedsvæsenet

Naalakkeruisoq for Sundhed lover bedre adgang til sundhedsvæsenet via internettet og mere uddannelse til personalet ad samme vej.

Anna Wangenheim mødtes med borgerne i Ikerasak. NaalakkersuisutMøde om sundhedsvæsnet i Niaqornat. Naalakkersuisut
Offentliggjort

På en rundtur i landet besøgte Naalakkersuisoq for Sundhed, Anna Wangenheim, Ilulissat og Uummannaq samt bygderne, Ilimanaq, Qeqertaq, Saqqaq, Qaarsut, Niaqornat, Ukkusissat, Saattut og Ikerasak. Det skriver Selvstyret i en pressemeddelelse.

Formålet med besøgene var dels at besøge de forskellige sundhedsenheder i regionen og at have en dialog med forskellige interessenter om udfordringer og forbedringsforslag i forhold til samarbejdet med sundhedsvæsenet.

På møderne blev naalakkersuisoq gjort opmærksom på udfordringerne med rekruttering og hyppigt udskiftende personale.

I bygderne blev der fortalt, at det svært at skaffe afløsere til bygdesundhedsarbejderne, og der var ønske om hyppigere kurser og tiltag for at den enkelte medarbejder i bygden føler sig mindre ensom.

Skal hjælpe med adgangen til sundhedsvæsenet

Og her kommer teleinfrastrukturen ind i billedet påpeger naalakkersuisoq.

- Med internettet og telemedicin er der skabt gode muligheder for at dele erfaringer med hinanden men også for at kunne deltage på kurser over nettet. Jeg vil gøre mit til, at vi i højere grad udnytter internettets muligheder til gavn for uddannelsen af sundhedsarbejderne, men også for borgernes adgang til sundhedsvæsenet, siger Anna Wangenheim.

På møderne var der også fokus på, hvordan der kan skabes en bedre forventningsafstemning mellem borgere og sundhedsvæsenet.

En forholdsvis ny rapport om brugernes oplevelser af det grønlandske sundhedsvæsen viser nemlig, at der er brug for at borgere og sundhedsvæsenet er i mere dialog med hinanden.

- Jeg er utrolig glad for at både sundhedsvæsenets personale og borgerne alle udtrykker en oprigtig interesse for at kommunikationen forbedres. Det kan forebygge mange negative historier, som ofte kommer til at præge holdningen til sundhedsvæsenet, siger naalakkersuisoq.

Vil oprette brugerråd

Regionsledelsen i Region Avannaa vil nu oprette brugerråd, hvor formålet er at brugere og sundhedspersonale får et dialogforum, hvor der kan skabes en bedre forståelse for hinandens udfordringer, og hvor der kan findes gode løsningsforslag til gavn for patienterne.

Udover ovennævnte var der på de mange møder også fokus på behovet for førstehjælpskurser, flere hjertestartere, vigtigheden af rent vand i byer og bygder, ansættelsesvilkår for personale mm.

Powered by Labrador CMS