Visit Greenland skal på jagt efter en ny direktør
Anne Nivíka Grødem har opsagt sin stilling som direktør for det selvstyreejede selskab Visit Greenland og fratræder med udgangen af maj.
Anne Nivíka Grødem søger nye udfordringer og stopper som Visit Greenland direktør med udgangen af maj.
Foto: Visit Greenland, Aningaaq Rosing Carlsen
I fire år har Anne Nivíka Grødem
siddet for bordenden i Visit Greenland. Nu søger hun nye udfordringer, oplyser
bestyrelsesformanden i Visit Greenland Anette Lings i en pressemeddelelse.
Bestyrelsen vil nu gå i gang med at finde en ny
direktør ”med henblik på at sikre en stabil og langsigtet ledelse”, og indtil
den nye direktør er fundet indtræder Linda Kleist som fungerende direktør i
overgangsperioden. Hun er i dag ansat i Visit Greenland som Head of Destination
Development & Cruise.
Ros til Anne Nivíka Grødem
Bestyrelsen takker
i forbindelsen med opsigelsen Anne Nivíka Grødem for hendes indsats, hvor hun
har ”sat et tydeligt og varigt aftryk – både i den interne udvikling og i den
rolle, Visit Greenland spiller for turismens udvikling - internationalt såvel
som nationalt”.
- Anne
Nivíka har stået i spidsen for en samling af organisationen i Grønland, som
har styrket den nationale identitet og skabt en tydeligere fælles retning. Hun
har været en samlende drivkraft i en stor forandringsproces, hvor hun både har
styrket sammenhængskraften i organisationen og løftet fundamentet under driften,
lyder de rosende ord fra bestyrelsen, der ønsker hende al mulig succes
fremadrettet.
Anne Nivíka
Grødem startede som næstformand i bestyrelsen for fem år siden og blev i 2022
ansat som direktør.
Den midlertidige chef
Om Linda
Kleist, der i en overgangsperiode skal varetage chefrollen, oplyses det, at hun
har værest ansat i Visit Greenland i tre år og har såvel en turisme- som
lederuddannelse.
- Hun har
desuden erfaring som destinationsmanager og vil som fungerende direktør sikre
kontinuitet i organisationens arbejde samt fremdrift i de igangværende
indsatser, mens processen for at finde en permanent og langsigtet løsning
gennemføres, lyder det afslutningsvist i pressemeddelelsen.