Virksomheder donerer penge til drømmeprojekt i Tasiilaq

Nuuk Rotary Klub og Stark Grønland donerer 150.000 kroner til Siu-Tsius arbejde med at renovere en gammel kirke i bygden Ikkatseq.

Siu-Tsiu er dybt taknemmelig for støtten til kultur-, uddannelses- og erhvervsprojektet.
Offentliggjort

Den socialøkonomiske virksomhed Siu-Tsiu ønsker at renovere en gammel kirke i Ikkatseq, som er en forladt bygd i nærheden af Tasiilaq.

Projektet har til formål at udvikle kompetencerne for de unge i Tasiilaq, og det har virksomhederne Nuuk Rotary Klub, Roskilde Rotary Klub og Stark Kalaallit Nunaat valgt at støtte med 150.000 kroner, lyder det i en pressemeddelelse.

Her fremgår det, at de unge gennem projektet vil stifte bekendtskab med de håndværksdiscipliner, der indgår i renoveringsarbejdet. Kompetencer, der på sigt vil bidrage til, at de unge nemmere kan indgå i det lokale erhvervsliv.

- For Rotary er det vigtigt at støtte initiativer, der fremmer en positiv udvikling blandt børn og unge i deres lokalsamfund, siger Jonas Hasselriis, præsident for Rotary Nuuk.

Et drømmeprojekt

På vegne Stark Kalaallit Nunaat udtaler afdelingsdirektør Lars Frandsen fra Nuuk, at det er vigtigt at tage andel i et fælles ansvar om at bidrage til en bæredygtig udvikling af det grønlandske samfund.

- Derfor støtter vi helt klart op omkring dette velovervejede projekt, som er til gavn for mange mennesker i Grønland, siger han.

Projektet med renoveringen af kirken i Ikkatseq går i gang over sommeren og afhængigt af vejret, forventes det at afslutte, før isen kommer til vinter.

Kirken i Ikkatseq.

- Kirken er et drømmeprojekt for Siu-Tsiu. De stærke unge fra Tasiilaq vil blive dygtigere til at lave håndværk og kirken vil kunne blive et godt sted at besøge for de stadig flere turister, der kommer til Tasiilaq, siger Hanne Danielsen på vegne af Siu-Tsiu.

Og tilføjer:

- Når vi lykkes med at gøre en forskel for lokalsamfundet samtidig med at vi styrker de unges kompetencer, går alt op i en højere enhed. Derfor er vi dybt taknemmelige for at Rotary og STARK Grønland ønsker at støtte dette kultur-, uddannelses- og erhvervsprojekt. Tusind tak for det.

Powered by Labrador CMS