Villy Søvndal bliver udskrevet søndag

Villy Søvndal udskrives fra Rigshospitalet søndag og vil så småt gå i gang med arbejdet den kommende uge

Villy Søvndal udskrives søndag.
Offentliggjort

Udenrigsminister Villy Søvndal, SF, der tirsdag blev opereret for en blodprop i hjertet, er nu kommet så meget til hægterne, at han udskrives fra Rigshospitalet søndag.

- Herefter tager han hjem og holder fri, men vil også arbejde lidt hjemmefra den næste uges tid, oplyser Udenrigsministeriet.

Det betyder, ifølge ministeriet, at Villy Søvndal i den næste uges tid ikke vil have udadvendte og repræsentative opgaver, men vil være med til at træffe beslutninger fra hjemmekontoret i Bjert, der ligger sydøst for Kolding.

Villy Søvndal har løbende fulgt med fra sygesengen på Rigshospitalet, så han skal ikke starte helt fra bunden, når han åbner sin mail mandag. Efter planen vender udenrigsministeren tilbage til ministerkontoret mandag den 4. november. Ifølge ministeriet vil han dog formentlig starte forholdsvis roligt.

Villy Søvndal mærkede begyndende smerter tirsdag morgen - smerter der tog til og blev "kraftige" under køreturen ind til Udenrigsministeriet.

Han skulle senere på dagen have mødtes med FNs generalsekretær Ban Ki-moon og holdt tale ved en stor konference om grøn omstilling i København.

På grund af smerterne besluttede Søvndal og hans chauffør dog at ringe efter en ambulance, som bragte udenrigsministeren til Rigshospitalet.

Her konstaterede lægerne, at der var tale om en blodprop. Søvndal var lokalbedøvet under den efterfølgende kikkertoperation, og han var ved bevidsthed under hele forløbet.

Villy Søvndal er 61 år gammel. Den tidligere SF-formand har været udenrigsminister siden regeringsskiftet i 2011.

Under Søvndals sygemelding har han fortsat været fungerende udenrigsminister.

De udenrigspolitiske opgaver er dog blevet varetaget af handels- og europaminister Nick Hækkerup (S), udviklingsminister Christian Friis Bach (R) og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

Powered by Labrador CMS