Vil være Grønlands stemme i EU-Parlamentet
Sissel van Run-Kvist er født i Grønland, men er opvokset i Danmark. Hun stiller op til Europa-Parlamentet, som afholder valg på søndag den 26. maj.
- Jeg er faktisk slet ikke født i Danmark eller i Europa. Men cirka 3.000 kilometer nord for Danmark, i smukke Nuuk, og en stor del af mit hjerte tilhører stadig Grønland.
Sådan skriver Sissel van Run-Kvist i et facebook-opslag, hvor hun har lagt sin valgkampsvideo op.
Sissel van Run-Kvist stiller op til Europa-Parlamentet for partiet Radikale Venstre.
Radikale Venstre står fik ved seneste valg én plads i Europa-Parlamentet, men den seneste meningsmåling viser, at partiet kan få to pladser.
Grønland er som bekendt ikke en del af EU, og har ikke været det i 34 år. Grønlands befolkning kan derfor ikke stemme med, når danskerne går til valg på søndag.
Grønlands stemme
Alligevel stiller Sissel van Run-Kvist op til EU-Parlamentet, og opfordrer grønlændere, der bor i Danmark til at stemme på hende. Hun mener, at EU stadig har stor indflydelse for grønlandske forhold.
- EU har stadig stor indflydelse på grønlandske forhold, for eksempel med forbuddet mod salg af sælprodukter, siger hun i sin video.
Sissel van Run-Kvist vil gerne være talerør for Grønlands befolkning, hvis hun bliver valgt ind i parlamentet.
- Som medlem af Europa-Parlamentet vil jeg særligt have fokus på Grønland, og sikre, at det store land med den lille befolkning ikke bliver glemt i Bruxelles, slutter hun.