Vi mangler svar på 33 coronatest

De fire personer, som er ramt af coronavirus, er alle hjemme. Sygdommen har ikke medført indlæggelse. Landslægeembedet vil ikke oplyse, om landslægen er i hjemmekarantæne.

Landslægeembedet vil ikke oplyse om landslæge Henrik L. Hansen er sat i hjemmekarantæne på grund af risikoen for, at han skulle være smittet.
Offentliggjort

Søndag blev antallet af coronasmittede fordoblet fra to til fire personer. Alle er fra Nuuk. Man modtog i går 77 svar på test, hvoraf de to var positive – resten negative. Dermed har Sundhedsvæsenet fået foretaget 194 test, men mangler svar på 33.

En person fra Tasiilaq fik foretaget en test fredag den 13. marts, men har endnu ikke fået svar på, om den er positiv eller negativ.

- Testen er afsendt, men endnu ikke nået frem til Statens Serum Institut, og var dermed ikke blandt dagens svar, oplyser landslægeembedet.

Et af de seneste tilfælde er en nær person fra en ansat i Selvstyret, der har haft sin gang i landslægeembedet. Det medførte, at landslæge Henrik L. Hansen søndag måtte holde pressemøde alene uden journalisternes tilstedeværelse, da han udgjorde en potentiel smittefare.

Det medførte, at spørgsmål fra Sermitsiaq.AG til landslægen skulle sendes pr mail. Svarene forelå først her til morgen.

Midlertidig landslæge?

På spørgsmålene om landslægen nu er karantæneramt og skal klare sit arbejde hjemmefra, får vi ikke noget svar. Blot følgende melding:

- Spørgsmålene anses som et privat anliggende, oplyser landslægeembedet.

Derimod bliver det oplyst, at landslægeembedet er fuldt funktionel og ”der er beredskabsplaner om denne situation skulle ændre sig”.

Behovet for at indsætte en midlertidig landslæge ”er naturligvis en situation, vi er meget opmærksomme på”, lyder det fra landslægeembedet.

Læs det fulde referat fra søndagens pressemøde: Flere coronasmittede i Nuuk

Powered by Labrador CMS