israel

Verdens ældste mand bliver 113 og skal nu konfirmeres

For 100 år siden gik Yisrael Kristal glip af sin bar mitzvah. Nu samles hele familien for at fejre ham

For 100 år siden gik Yisrael Kristal glip af sin bar mitzvah. Nu samles hele familien for at fejre ham
Offentliggjort

Verdens ældste mand, Yisrael Kristal, blev torsdag 113 år gammel, og han er nu klar til den bar mitzvah, som han gik glip af for 100 år siden.

Yisrael Kristal er jøde og blev født i Zarnow i Polen 15. september 1903 - tre måneder før brødrene Wright første gang lettede i en flyvemaskine.

Han blev i marts anerkendt som verdens ældste mand af Guinness Rekordbog.

Selv om han blev 113 år ifølge den gregorianske kalender torsdag, så venter familien med at fejre ham til slutningen af september. Her har han fødselsdag ifølge den hebraiske kalender.

Her vil familien også holde bar mitzvah - en form for jødisk konfirmation - for Yisrael Kristal.

Bar mitzvah markerer overgangen til voksenlivet for jødiske drenge, men Yisrael Kristal blev aldrig fejret. Festlighederne blev aflyst, fordi hans mor døde kort inden, at de skulle finde sted, og hans far var soldat i den russiske hær under Første Verdenskrig.

- Min far er religiøs og har bedt sin morgenbøn i 100 år, men han har aldrig fået sin bar mitzvah, siger hans datter til nyhedsbureauet AFP.

Efter Første Verdenskrig flyttede Yisrael Kristal til Lodz, hvor han arbejdede på familiens fabrik, blev gift og fik to børn.

Tilværelsen blev afbrudt, da det jødiske kvarter, de boede i, blev en ghetto under nazisternes besættelse under Anden Verdenskrig.

Yisrael Kristal blev sendt til den berygtede dødslejr Auschwitz, hvor over en million jøder blev dræbt mellem 1940 og 1945.

Både hans kone og to børn døde under krigen, men det lykkedes Kristal at overleve.
Omkring 100 familiemedlemmer ventes at deltage i Yisrael Kristals bar mitzvah i Israel. Den præcise dato og placering for festlighederne bliver holdt hemmelig af familien.

/ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS