DEN MAKSIMALE FORANSTALTNINGSTID HÆVES
Vedtagelse vækker glæde - vil nu hjemtage området
Folketinget har vedtaget at hæve den maksimale foranstaltningstid fra 10 til 16 år. Naalakkersuisut arbejder på en reform af retsvæsenet, hvor kriminalretten hjemtages, så det i fremtiden alene er op til Inatsisartut at behandle ændringer.
- Hvis tilliden til retsvæsenet skal bestå, skal der være sammenhæng mellem den sanktion domstolene giver og ofrenes og samfundets opfattelse af retfærdighed, siger Naaja H. Nathanielsen (IA).
Foto: Oscar Scott Carl
Naalakkersuisut fremsatte første gang ønsket overfor den danske regering tilbage i december 2018, og nu er det blevet imødekommet.
Folketinget har torsdag vedtaget en forhøjelse af den maksimale foranstaltning, som domstolene her i landet kan idømme fra 10 til 16 år. Ændringen træder i kraft 1. januar 2026.
Det vækker i den grad tilfredshed hos naalakkersuisoq Naaja H. Nathanielsen (IA):
- Det er vigtigt for os alle, at kriminalloven følger med udviklingen. Hvis tilliden til retsvæsenet skal bestå, skal der være sammenhæng mellem den sanktion domstolene giver og ofrenes og samfundets opfattelse af retfærdighed, siger hun i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Men i en årrække har domstolene været begrænset af den øvre grænse på maksimalt 10 år. Det har taget adskillige år at få skabt lydhørhed for det grønlandske ønske under skiftende danske ministre og derfor er det en god dag i dag, hvor forslaget endeligt er vedtaget.
Vil hjemtage kriminalretten
Hun løfter også sløret for, at Naalakkersuisut nu arbejder på en reform af retsvæsenet, hvor kriminalretten hjemtages.
- Lykkes det, vil det medføre, at det fremover alene er op til Inatsisartut at behandle ændringer af kriminalloven.
- Reformen skal ske i tæt dialog med de politiske partier og naturligvis med involvering af befolkningen. Naalakkersuisut vil stræbe efter bred politisk og folkelig opbakning til reformen, da retsvæsenet er en bærende søjle i et demokrati, siger Naaja H. Nathanielsen.
Domstolene og Kriminalforsorgen i Grønland drives og finansieres i dag af den danske stat, og ændringer skal ske i samarbejde med Danmark.
Danmark har for nyligt lavet en aftale med Naalakkersuisut samt afsat penge til opførelse af 70 nye anstaltspladser, som skal imødekomme manglen på pladser til afsoning.