Valget til de 66 menighedsrepræsentationer: 57 fredsvalg - ni kampvalg

Valgnævnet forlænger kandidatfristen de steder, hvor slet ingen har meldt sig.

Offentliggjort

EKSTRA: Nyhedshjemmesiden Sermitsiaq.AG bringer frem til valget en række udvalgte artikler i fuld længde fra mediehusets to landsækkende aviser Sermitsiaq og AG. Det sker ud fra et publicistisk ønske fra ledelsens side om at tilføre vælgerne mest mulig viden og journalistik forud for valget den 6. april. Artiklerne fra aviserne vil ikke blive offentliggjort på nettet samtidig.

Tirsdag den 6. april er kaldt for demokratiets festdag med valg til et enkelt Inatsisartut, fem kommunalbestyrelser, 27 bygdebestyrelser og 66 menighedsrepræsentationen, men på 57 valgsteder mangler der en stemmeseddel.

Interessen for at stille op som kandidat til de 259 pladser i de 66 menighedsrepræsentationer har været så behersket, at der kun er kampvalg - og dermed også en stemmeseddel i ni af valgstederne. Det gælder Nanortalik, Narsaq, Nuuk, Attu, Aasiaat, Qeqertarsuaq, Ilimanaq, Uummannaq og Savissivik. I resten af valgstederne er der fredsvalg, fordi der enten er færre eller lige præcis nok af kandidater til at udfylde pladserne.

Bygder slettet på listen

Naalakkersuisut laver efter en forudgående høring hos biskoppen en liste over de byer og bygder, som vælger menighedsrepræsentanter.

På den aktuelle liste, som fremgår af selvstyrets bekendtgørelse fra 30. december, er et par bygder slettet.

– Der er flere steder, hvor der er så få indbyggere, at der i flere valgperioder ikke har været valg til menighedsrepræsentationerne, siger biskop Paneeraq Siegstad Munk til Sermitsiaq.

Det gælder Ammassivik med 40 indbyggere, som er lagt sammen med Aalluitsup Paa, Kangerluk med 11 indbyggere, som er lagt sammen med Qeqertarsuaq, og Qeqertat med 26 indbyggere, som er lagt sammen med Qaanaaq. (Kilde: Grønlands Statistiks befolkningstal 1. januar 2021).

Kangerluk på Disko-øen kæmper for sin overlevelse, og Qeqertat kæmper for en bygdestatus. – Qeqertat ville ellers gerne have sin egen menighedsrepræsentation, men har endnu for få indbyggere, siger Paneeraq Siegstad Munk.

Naalakkersuisuts liste blev opdateret i efteråret.

Den manglende interesse for arbejdet i menighedsrepræsentationerne bekymrer biskop Paneeraq Siegstad Munk.

– Jeg er meget interesseret i, at vi får så mange medlemmer som muligt valgt, og jeg har siden valgets udskrivelse kommunikeret ud, hvor vigtigt det er at have en menighedsrepræsentation i hver enkel by og bygd, siger Paneeraq Siegstad Munk til Sermitsiaq.

Biskoppen har blandt andet deltaget i den nationale station KNRs direkte radioprogrammer for at fortælle om arbejdet i menighedsrepræsentationerne.

Fristen forlænget

I forbindelse med valgene til Inatsisartut, kommunalbestyrelser og bygdebestyrelser er der knivskarpe regler omkring fristen for kandidatopstilling og stemmeoptællingen ved valgets afslutning, men disse regler er blødt op omkring valget til menighedsrepræsentationerne.

Loven om valg til kommunalbestyrelser, bygdebestyrelser og menighedsrepræsentationer har nemlig indbygget en kattelem: Valgnævnet kan afvige fra lovens bogstav, hvis det efter omstændighederne anses for nødvendigt.

Og det gør der.

I de byer og bygder, hvor der er opstillet for få kandidater til at udfylde alle pladser, er der ifølge valgloven mulighed for selvsupplering. De kandidater, som bliver valgt 6. april, kan derefter selv finde de manglende medlemmer, så menighedsrepræsentationen bliver fuldtallig.

Og hvis der slet ingen kandidater har meldt sig på banen, er der allerede igangsat en eftersøgning, fordi hensynet til at vælge en menighedsrepræsentation overskygger anmeldelsesfristen, som udløb 9. marts.

Paneeraq Siegstad Munk er som biskop medlem af valgnævnet, som har besluttet at forlænge fristen for kandidattilmeldinger i de byer og bygder, hvor der ikke er en eneste kandidat opstillet.

Der er frit lejde for kandidater frem til valgdagen 6. april, men dog ikke flere, end der er pladser. Stemmesedlerne til de ni steder med kampvalg er trykt, og det kommer ikke til kampvalg andre steder.

– Vi har lige nu travlt med at skabe interesse for arbejdet i menighedsrepræsentationen i de byer og bygder, hvor ingen kandidater var stillet op ved fristens udløb. Jeg vil på det kraftigste opfordre præsterne og kateketerne til også at hjælpe med til at finde de manglende kandidater, siger Paneeraq Siegstad Munk.

Artiklen er hentet fra avisen Sermitsiaq, der udkom i uge 12:

Powered by Labrador CMS