Vaccinerede ældre har lavere risiko for dødsfald og indlæggelse
Ældre, der var vaccineret, reducerede sidste vinter risikoen for influenzarelaterede dødsfald med 63 procent, viser nordisk undersøgelse. Ældre i Grønland har mulighed for vaccination 12. november.
Særligt udsatte og ældre borgere kan blive vaccineret 12. november.
Foto: Alejandro Martínez Vélez/Ritzau Scanpix
Der er markant lavere risiko for indlæggelser og dødsfald blandt ældre, hvis de er blevet vaccineret mod influenza.
Det viser en ny nordisk undersøgelse, der er ledet af Statens Serum Institut (SSI).
Influenzavacciner reducerede sidste vinter risikoen for influenzarelaterede dødsfald med 63 procent for ældre over 65 år.
Risikoen for at blive indlagt med influenza blev reduceret med 47 procent blandt de ældre.
I undersøgelsen blev 1,1 millioner personer fra Danmark, Sverige og Finland undersøgt.
Det er en positiv nyhed, fortæller Anders Hviid, der er afdelingschef på SSI, i en pressemeddelelse.
- Vi ved, at influenza kan være meget alvorlig for ældre mennesker. Resultaterne viser, at influenzavaccinen i vid udstrækning kan være med til at redde liv og skåne ældre mennesker for indlæggelse.
Særligt udsatte og ældre borgere kan blive vaccineret 12. november
Sundhedsvæsenet i Grønland tilbyder influenza- og covid-vaccination til personer, som er født før 15. januar 1961.
De skal møde op 12. november mellem 13.00 og 17.00 på det lokale sygehus eller sundhedscenter.
Sundhedsvæsenet opfordrer borgere til at hjælpe deres ældre familiemedlemmer og venner med at tage imod tilbuddet.
Yngre mennesker har også muligheden, hvis medicinske grunde taler for det, og de ikke allerede er vaccineret i år.
Borgere uden for de nævnte målgrupper har mulighed for at købe en vaccination på dagen.
Resultaterne i undersøgelsen peger også på, at de forstærkede influenzavacciner havde en bedre beskyttelse.
I den nordiske undersøgelse blev der brugt flere forskellige typer af influenzavacciner.
Højdosisvaccinen gav 63 procent beskyttelse mod indlæggelse, hvoraf to vacciner med standarddosis gav en beskyttelse på henholdsvis 31 og 44 procent.
Influenza er en større trussel for ældre mennesker, da vaccineeffektiviteten er lavere end hos yngre personer.
Den nye nordiske undersøgelse er netop publiceret i The Lancet, der er et anerkendt medicinsk tidsskrift.