Uvist om Martha Lund søger sin stilling
Kommuneqarfik Sermersooq har valgt at slå stillingen som direktør for Børn og Familie op i stedet for at forlænge nuværende direktør Martha Lund Olsen, sådan som det er muligt med åremålsansættelser. Det får direktøren til at overveje, hvorvidt hun vil fortsætte.
Tidligere Siumut-politiker og tidligere naalakkersuisoq for sociale anliggender Martha Lund Olsen har de seneste fire år arbejdet som direktør for Børn og Familie i Kommuneqarfik Sermersooq på en såkaldt åremålsansættelse.
Det er en tidsbegrænset ansættelse på fire år, som kommunen har mulighed for at forlænge med tre år, før stillingen skal slås op igen.
Men Kommuneqarfik Sermersooq har altså valgt at slå stillingen op, og det har indflydelse på Martha Lund Olsens overvejelser om fremtiden.
- Måske tiden er inde til noget nyt, siger direktøren til Sermitsiaq.AG.
- Jeg vil sige det sådan, at hvis de ikke havde slået den op, så havde jeg nok fortsat tre år mere. Nu går jeg og overvejer mine muligheder, men jeg har ikke besluttet mig for, om jeg vil søge stillingen endnu, lyder det.
Har mere at gøre
Martha Lund Olsen mener, hun fortsat har masser at byde på i jobbet.
- Nu har vi fået fundamentet på plads. Det var ikke så godt, da jeg tiltrådte for fire år siden. Der manglede mange medarbejdere især i Tasiilaaq. Jeg synes, det er begyndt at køre bedre nu.
Fra 1. oktober er der ansat en psykolog og tre psykoterapeuter i Tasiilaq, og der er i øjeblikket flere medarbejdere på efteruddannelse og opkvalificering. I Nuuk har man oprettet en tryghedspatrulje som supplement til gademedarbejdere, ungdomsrådgivning og ungecenteret, til at hjælpe udsatte børn og unge.
- Jeg er optimistisk også på Tasiilaqs vegne om nogle år, når de her folk er færdiguddannede. Der er ingen tvivl om, at det er de lokale kræfter, der skal løfte opgaven. De kender samfundet og befolkningen, og der er mange gode kræfter, siger direktøren.
Martha Lund Olsen har tidligere været i vælten i forbindelse med en tv-dokumentar om Tasiilaq og for nyligt fået kritik fra flere medarbejdere på et nyoprettet ungecenter i byen, som efter kort tids ansættelse valgte at forlade byen igen på grund af samarbejdsproblemer med ledelsen.
Fortsat uafklaret
Direktøren er godt klar over, at opgaven ikke er afsluttet.
- Der er selvfølgelig altid meget at rette op, når man har så mange sager på børn, som det er tilfældet. Her i Nuuk har vi omkring 1000 aktive børnesager i Tasiilaq omkring 450, oplyser Martha Lund Olsen.
Om Martha Lund Olsen bliver blandt ansøgerne til sit eget job, vil hun altså ikke afsløre endnu.
- Jeg overvejer stadigvæk mine muligheder, slutter hun.
Der er ansøgningsfrist den 12. september.