USA indfører 50 procent told på flere varer fra Canada

USA's toldsatser på canadiske varer kommer, få dage efter at Trump truede med told på grund af skovbrande.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, der ses i midten af billedet, deltog under VM-finalen i New Jersey søndag sammen med Canadas premierminister, der ses til højre.
Offentliggjort

USA indfører told på 50 procent på flere canadiske produkter grundet "diskriminerende behandling", når det gælder handel med amerikanske biler, mejeriprodukter og alkohol.

Det oplyser Det Hvide Hus på sin hjemmeside.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har underskrevet tre dekreter, der indfører tolden, der omtales som en ekstra straftold, lyder det.

- Ved at gøre dette modvirker præsident Trump den byrde og den ulempe, som Canadas diskriminerende behandling påfører USA's handel.

- Det sikrer lige konkurrencevilkår for afgørende amerikansk eksport - biler, alkohol og mejeriprodukter, lyder det på Det Hvide Hus' hjemmeside.

Toldsatserne omfatter "alt fra vin til ishockeystave og cement", lyder det.

Nogle produkter er dog undtaget. Det gælder energi, potaske, fisk og kritiske mineraler.

Derimod rammes mange andre varer, som tidligere var beskyttet af en frihandelsaftale mellem USA, Canada og Mexico (USMCA).

Det Hvide Hus henviser på sin hjemmeside til, at Canada har et såkaldt protektionistisk mejerisystem, og at landet har toldsatser og kvoter på biler fra USA, men ikke andre lande.

Det lyder også, at de fleste canadiske provinser har stoppet salget af amerikansk alkohol. Det gjorde de ifølge nyhedsbureauet Reuters som reaktion på tidligere amerikanske toldsatser, der trådte i kraft sidste år.

Ifølge Det Hvide Hus er den canadiske import af amerikanske motorkøretøjer faldet 22 procent i løbet af de seneste år, mens importen af amerikanske alkoholiske drikkevarer er faldet 81 procent.

Meldingen fra Det Hvide Hus kommer, få dage efter at USA's præsident, Donald Trump, har bebrejdet Canada for røg fra skovbrande, der har spredt sig til USA under VM-slutrunden.

Her truede Trump med at lægge det, han omtalte som uoverskuelige omkostninger ved at håndtere forureningen, oven i de eksisterende toldsatser på canadiske varer, skriver Reuters.

De toldsatser, der er blevet offentliggjort mandag, træder i kraft den 19. august.

Canadas premierminister, Mark Carney, har efter annonceringen fra USA udtalt sig på sit premierministerkontors hjemmeside.

Her kalder han de amerikanske toldsatser for ensidige og "i direkte strid med frihandelsaftalen mellem Canada, USA og Mexico (USMCA)".

- Disse omfatter toldsatser på den canadiske bilsektor, hvilket er i strid med USMCA. Canada har, som det er landets fulde ret, blot matchet disse tiltag.

- Canada står klar til at indgå i intensive drøftelser for at løse de udestående problemer med USA til gensidig gavn for vores borgere, siger han.

RITZAU

Powered by Labrador CMS