Unge op til 21 år tilbydes nu årlig tandundersøgelse
Jo ældre, børnene bliver, desto dårligere bliver tandsundheden. Derfor udvider Naalakkersuisut tilbud om undersøgelse og eventuel behandling til at gælde unge mellem 16 og 21 år.
Naalakkersuisut vil bane vej for bedre tandsundhed hos befolkningen.
Derfor er Naalakkersuisuts Caries Strategi gældende for 2018-2024 godt i gang med at blive implementeret på de offentlige tandklinikker.
Nu kan unge i alderen 16-21 år få tilbudt en årlig undersøgelse og eventuelt behandling af caries på de offentlige tandklinikker. Målet er, at unge op til 25 i 2026 skal kunne tilbydes den årlige undersøgelse.
Det oplyser Naalakkersuisoq for sundhed, Mimi Karlsen til Anna Wangenheim i et paragraf 37-svar.
- Desto ældre børnene bliver, desto dårligere bliver deres tandsundhed. Derfor tilbydes alle unge mellem 16 og 21 år nu og fremover en fast årlig undersøgelse og eventuel behandling. Tilbuddet skal udvides med en årgang hvert år, indtil det i 2026 inkluderer alle unge op til 25, skriver Mimi Karlsen i sit svar.
Ingen huller
Naalakkersuisoq for sundhed, Mimi Karlsen oplyser yderligere i sit svar, at de mindste børn har bedre tandsundhed, men at andelen af børn uden huller i tænderne daler hurtigt, så snart barnet bliver større.
Naalakkersuisut har derfor sat sig selv et mål for, at en større andel af børn i forskellige aldergrupper forbliver uden huller.
Disse mål er:
- For de 3-årige er målet, at 90% af børnene er cariesfri i 2024.
- For 6-årige er målet, at 65% er cariesfri i 2024.
- For 9-årige gælder det 80%
- For 12-årige er det 70 procent
- Og for 15-årige er målet, at 50% af børneneer cariesfri i 2024.