urandebat

Underskriftindsamling mod uran

Over 600 personer har indtil videre skrevet under på, at de er imod en ophævelse af nultolerance-politikken over for uran

Billedet er fra en anti-uran-demonstration i Nuuk tidligere på måneden forud for Inatsisartuts 1.-behandling af en ophævelse af nultolerance-politikken over for uran og andre radioaktive mineraler ved mineraludvinding
Offentliggjort

Det er ved at være absolut sidste udkald for kritikere af Siumuts principbeslutningsforslag om at ophæve den stærkt omdiskuterede nultolerance-politik over for uran og andre radioaktive mineraler ved mineraludvinding.

En af modstanderne er Nicolai Fontain, som mener, at 'folket må høres, når store og alvorlige beslutninger om fremtiden skal tages’.

- At ophæve den mangeårige tradition for Grønlands nultolerance over for uranudvinding er en alvorlig beslutning, skriver han og gør opmærksom på, at den partipolitisk neutrale og økonomisk uafhængige gruppe uraninfo.org har oprettet en digital underskriftskampagne.

Kræver en folkeafstemning i hele Grønland
Det sker på skrivunder.net/bevarnultolerancen.

- Her opfordrer vi til mere information om uranudvinding på både dansk og grønlandsk, undersøgelse af alternative indtjeningsmetoder, og vi kræver en folkeafstemning i hele Grønland, skriver Nicolai Fontain.

- Vi vil overlevere underskrifterne til Inatsisartut onsdag den 23. oktober sammen med en flaske elv-vand. Der vil være et arrangement, hvor vandflasken bliver båret af en løber fra Nuuk Lufthavn til Inatsisartut.

- Vandet er tappet i Napasup kuua, Narsaq-elv, og skal minde vores beslutningstagere om at tage en velovervejet beslutning for vores land, forklarer Nicolai Fontain.

Powered by Labrador CMS