Ulovligt: Alt for unge hundehvalpe og kattekillinger sælges på Facebook

Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland (VFMG) behandler jævnligt sager om hundehvalpe og kattekillinger, der tages for tidligt fra deres mor og videregives til nye ejere.

Det er ikke uden konsekvenser, hvis hvalpe eller killinger bliver fravænnet for tidligt.
Offentliggjort

Har du overvejet at anskaffe dig et nyt medlem til familien?

Det kan være svært at stå for pelsede hvalpe og killinger, men ifølge gældende praksis må hundehvalpe ikke tages fra tæven, før de er mindst otte uger gamle. For kattekillinger gælder det, at de skal være mindst 12 uger gamle ved fravænning.

Ikke desto mindre har Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland (VFMG) blandt andet bemærket, at hvalpe helt ned til to og tre uger har været sat til salg på Facebook.

Dyrene kan tage skade

Efter dyreværnsloven skal dyr behandles omsorgsfuldt og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov.

Det er ikke uden konsekvenser, hvis hvalpe eller killinger bliver fravænnet for tidligt. Sker det, er der risiko for, at de udvikler fysiske og mentale problemer.

Overtrædes reglerne kan der rejses en sag, hvad enten det er mod ejeren af dyret eller den, der er ansvarlig for dyret. Det oplyser VFMG.

Er man ikke i stand til at passe dyrene forsvarligt, så er man forpligtet til at videregive ansvaret.

I Nuuk findes dyreværnsorganisationen Dyrenes Venner, som eventuelt kan være behjælpelig. Alternativt skal man sørge for, at dyrene aflives på en dyreværnsmæssig forsvarlig måde.

Vaccine og chip

Før man beslutter sig for at anskaffe en hund eller kat, skal man kontakte kommunen med henblik på at få en tilladelse. Dyrene skal desuden vaccineres mod blandt andet rabies.

Hunde skal desuden chipmærkes og registreres med identifikationsnummer og vaccinationsstatus i en landsdækkende database. Det er med til at sikre, at man kan blive genforenet med sin hund eller kat, hvis den forsvinder.

Det er derfor vigtigt at informere kommunen om flytning, nye kontaktoplysninger samt ejerskifte.

Powered by Labrador CMS