Udvalgsformand er fortrøstningsfuld: Håber at USA-møde er starten på tættere dialog
Forhåbentlig er onsdagens møde mellem Grønland, Danmark og USA med til at starte en tættere dialog med USA, siger formand for Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg. Hun også glæder sig desuden over, at udvalget tirsdag morgen blev orienteret på samme tid som Udenrigspolitisk Nævn i Folketinget.
Foto: Jensine Berthelsen
Tirsdag har Udenrigspolitisk Nævn i Folketinget været indkaldt til orientering om Kongerigets forhold til USA, og denne gang er de grønlandske kolleger i Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg i Inatsisartut blevet orienteret på samme tid.
Det oplyser udvalget i en pressemeddelelse.
Udvalgsformand Pipaluk Lynge (IA) uddyber overfor Sermitsiaq, at den samtidige orientering er et resultat af, at hun har slået i bordet:
- Det er første gang, vi har fået oplysninger på samme tid. De plejer ellers normalt først at blive sendt til os senere, når de allerede er kommet frem i pressen.
- Det er resultatet af, at jeg slog i bordet, siger Pipaluk Lynge.
Udvalgsformanden kom i sidste uge med krads kritik af danske politikere for at have en 'kolonialistisk tilgang' til samarbejdet med Inatsisartut, fordi Inatsisartuts udvalg ikke blev orienteret samtidig som Nævnet i Folketinget, og der er altså blevet reageret på kritikken fra dansk side.
Fortrøstningsfuld
Efter mødet i Udenrigspolitisk Nævn fortæller udenrigsminster Lars Løkke Rasmussen til flere medier, at den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, har ønsket at deltage og vil være vært for det mødet onsdag mellem Grønland, Danmark og USA i Washington.
Pipaluk Lynge siger, at hun på nuværende tidspunkt er fortrøstningsfuld:
- Jeg kan sige, at der endelig kommer en dialog mellem de tre land, og jeg kan kun være forhåbningsfuld, om at det kun er det første af mange samtaler.
- Det, at de skal mødes med vores udenrigsminister, viser også en anerkendelse af, at vi har et system og et apparat, som de kan tale med.
Efter mødet i Folketinget er der også kommet yderligere en nyhed, nemlig at naalakkersuisoq Vivian Motzfeldt (S) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen skal mødes med Natos generalsekretær, Mark Rutte, på mandag.
Til det siger Pipaluk Lynge:
- Jeg er glad for at tingene kører, og at flere ting er sat i gang. Som nævnt er jeg fortrøstningsfuld, og vi må håbe, at Nato-alliancen kan styrkes i den her proces.