Udvalg splittet om vandkraft-udvidelse
Finans- og Skatteudvalget har godkendt en bevilling på 400.000 kroner til en samfundsøkonomisk beregning af udvidelsen af vandkraftværket ved Tasiilaq. Naleraqs medlem af udvalget mener, der er regnet nok, og at projektet bør sættes i gang.
Der har gennem længere tid været politisk fokus på en mulig udvidelse af vandkraftværket i Tasiilaq.
Ifølge politikere fra området er en udvidelse afgørende for den fremtidige udvikling af erhverv i Tasiilaq, samt nødvendig for at sikre en mere stabil strømforsyning og undgå afbrydelser.
På et møde i Inatsisartuts Finans- og Skatteudvalg 30. august godkendte udvalget, at der bruges 400.000 kroner til nye samfundsøkonomiske beregninger på udvidelsen.
Bevillingen blev kun godkendt af IA og Siumut, hvorimod Naleraqs medlem af udvalget Jens Napãtôk’ protesterede. Han mener, der er regnet tilstrækkeligt, og at man lige så godt kan finde pengene til projektet:
Skal finansieres over to år
- Naleraq mener, at problemerne i Tasiilaq by er tilstrækkelige belyst, og har ved flere lejligheder påpeget nødvendigheden med at opgradere den eksisterende vandkraft i Tasiilaq, da den ikke kan levere strøm nok, hvor man hvert år har problemer strømafbrydelser, som især er helt galt i december måned og i den mørke vinterperiode, lyder det i en mindretalsudtalelse.
Naleraq mener, at pengene til udvidelsen skal afsættes over to år på finansloven. Der står ikke noget i udtalelsen om, hvor pengene skal eventuelt skal komme fra.
På forårssamlingen vedtog Inatsisartut at pålægge Naalakkersuisut at arbejde videre med projektet. Naalakkersuisut påpegede ved behandlingen af spørgsmålet, at det vil være bekosteligt at udvide værket, og det formentlig vil blive nødvendigt at finde penge på finansloven for at betale for udvidelsen til omkring 55 millioner kroner.
Det skyldes, at de foreløbige beregninger viser, at udvidelsen ikke kan betale sig samfundsøkonomisk, og derfor må Naalakkersuisut ikke gå ud og eksempelvis låne pengene til udvidelsen men må hente alle pengene direkte i landskassen.