Udvalg: Hvad skal fangerne leve af?
Fangerne i Qaanaaq og Ittoqqortoormiit har ingen mulighed for indtjening, når narhvalskvoten er brugt. Udvalgsformand for fiskeri, fangst og landbrug kræver handling nu.
Fangerne i Qaanaaq og Ittoqqortoormiit mangler mulighed for indtjening og er derfor udfordret med at kunne forsørge sig selv, når årets kvote på narhval er brugt.
Det meddeler formand for Inatsisartuts udvalg for fiskeri, fangst og landbrug, Henrik Fleischer i en pressemeddelelse.
- Udvalget konstaterer samtidigt, at det fortsat ikke er muligt for fangerne i Qaanaaq at indhandle deres sælskind. Udvalget finder denne manglende indtjeningsmulighed meget ærgerlig og beklagelig, lyder det fra udvalgsformanden.
Denne udmelding bakkes op af Atassuts lokalafdeling i Qaanaaq. Lokalafdelingens formand, Marie Peary forklarer i en presseemeddelelse, at der ikke er indhandlingssted for sælkød, pels sælskind eller fisk.
- Hvis en fanger selv skal forsørge sin familie, og betale husleje, dagrenovation, el og varme, så har han brug for et indhandlingssted for at kunne afhænde sine produkter. Det er for dårligt, at politikerne ikke vil indse og gøre noget ved manglen på dette, lyder det fra Marie Peary, der er formand for Atassut Qaanaaq.
Narhvaler fylder pungen
Ifølge Marie Peary vil det hjælpe fangerne, hvis Naalakkersuisut hæver narhvalkvoten. Samtidig kræver hun, at der igangsættes en handlingsplan fra politisk side, så målet om mere selvforsøgelse kan opnås.
Udvalg for fiskeri, fangst og landbrug melder på samme bane om narhvalkvoter vedrørende Qaanaaq og Ittoqqortoormiit, så fangerne kan forsørge sig selv resten af året.
Naalakkersuisoq for erhverv og råstoffer, Jens-Frederik Nielsen har under onsdagens debat oplyst om, at Naalakkersuisut er i gang med at finde en løsning vedrørende manglende og udfordrende indhandlingssteder for sælskind i Qaanaaq, Ittoqqortoormiit og bygder, så fangere kan få bedre muligheder for indtjening.