TV-dokumentar på vej om mordet på grønlandsk kvinde
Et amerikansk produktionsselskab arbejder på en dokumenter om indiske Sanjay Sharma, der er dømt for at have dræbt en ung grønlandsk kvinde og hendes barn i 1999.
I efteråret 1999 blev grønlandske Carla Clasen og hendes to-årige datter Natuk brutalt myrdet og gravet ned i klitterne på øen Fanø i Danmark.
Hendes mand - indiske Sanjay Sharma - blev i Danmark idømt livstid i fængsel for drabene. Det skete efter, at han havde forsøgt at skjule sig i Canada og USA.
Ifølge BT.dk er der nu en dokumentar på vej om den indiske mand. Ifølge mediet er det TDR. Productions i Los Angeles, der står bag, og selskabet håber, at store streamingtjenester eller tv-kanaler vil vise dokumentaren.
- Rejser på tværs af lande bliver mere og mere udbredt, så verden bliver bundet tættere sammen, og derfor tror vi, at denne frygtelige sag kan tjene som et lærerigt eksempel på et menneske, der begår kriminalitet på tværs af grænser, siger producer Angad Batra fra TDR. Productions til B.T.
Redaktør: Bestialsk og opsigtsvækkende
Chefredaktør for AG og direktør i Mediehuset Sermitsiaq.AG, Christian Schultz-Lorentzen, dækkede som journalist i sin tid drabene og den efterfølgende retssag mod Sanjay Sharma. Han fortæller, at sagen vakte stor opsigt i Grønland såvel som i Danmark:
- Det er det mest bestialske og opsigtsvækkende drab på grønlændere i Danmark, som jeg erindrer. Særligt fordi der var et lille barn involveret. Det er udtryk for en uhørt kynisme og særligt grumt, fordi de tekniske undersøgelser viste, at barnet havde sand i lungerne og altså i realiteten var blevet begravet levende, fortæller han.