Tusass udnævner tidligere vicedirektør som administrerende direktør
Jonas Hasselriis afløser Toke Binzers som administrerende direktør for Tusass. Hasselriis har fungeret som konstitueret direktør siden november 2025.
Tusass's nye administrerende direktør Jonas Hasselriis med bestyrelsesformand i selskabet Bodil Marie Damgaard.
Foto: Tusass
Jonas Hasselriis er udnævnt som administrerende
direktør et par måneder efter Toke Binzers fratrædelse. Jonas har siden
november 2025 fungeret som konstitueret administrerende direktør.
Der var op imod halvtreds kandidater i første fase
af rekrutteringen, hvoraf tolv kandidater kom i
betragtning, oplyser Tusass.
- Vi har
gennemført en grundig og professionel proces i samarbejde med et eksternt
rekrutteringsselskab. Vi har lagt vægt på erfaring inden for bl.a.
telekommunikation, topledelse, kritisk infrastruktur, interessenthåndtering og
ledelse af større projekter. På den baggrund har et enigt ansættelsesudvalg
indstillet Jonas Hasselriis til bestyrelsen, siger Siulittaasoq for Tusass,
Bodil Marie Damgaard.
Årtiers erfaring i selskabet
Jonas Hasselriis skiller sig ud med tyve års
erfaring, hvor han startede som projektingeniør i Tusass. Han har siden 2015
haft ledende roller som teknisk direktør og efterfølgende som vicedirektør.
- Tusass befinder
sig i en vigtig periode, med store forandringer og store opgaver foran os. Jeg
vil gerne takke Siulittaasoq og den samlede bestyrelse for at betro mig opgaven
med at lede Tusass, en virksomhed jeg selv har været en del af i 20 år.
- Vi spiller
en vigtig rolle i udviklingen af det grønlandske samfund, og vil i de kommende
år foretage store investeringer i sikring af landets kritiske infrastruktur og
forbedringer til vores kunder. Det er en opgave jeg vil tilgå med stor
ydmyghed, i samarbejde med de mange dygtige kolleger i virksomheden, siger den
nye administrative direktør, Jonas Hasselriis gennem pressemeddelelse af
Tusass.
Tusass har endnu ikke udnævnt en ny vicedirektør i forbindelse med Jonas Hasselriis' tiltrædelse som
administrerende direktør.