Trumps særlige udsending vil besøge Grønland i marts - mener der bør indgås en aftale
I et interview understreger Jeff Landry, at Trump mener det alvorligt, når det kommer til krav om Grønland.
- Han (Trump, red.) har fortalt Danmark, hvad han søger, og nu handler det om at få udenrigsminister Marco Rubio og vicepræsident J.D. Vance til at lave en aftale, siger Jeff Landry om Grønland.
Foto: Dale Zanine/Reuters/Ritzau Scanpix
Donald Trumps særlige udsending til Grønland, Jeff Landry, planlægger at besøge Grønland i marts, siger han i et interview med Fox News.
Det skriver Reuters.
Det planlagte besøg er ikke bekræftet fra hverken dansk eller grønlandsk side.
Landry siger også, at han mener, at der kan indgås en aftale.
- Jeg tror, at der er en aftale, der bør og vil blive indgået, når dette sker, siger han i interviewet fredag.
Landry: Trump mener det alvorligt
Udmeldingen kommer, samtidig med at en amerikansk delegation af politikere fredag besøger Christiansborg.
Trumps særlige udsending understreger ifølge Reuters også, at Trump mener det alvorligt, når det kommer til krav om Grønland.
- Han (Trump, red.) har fortalt Danmark, hvad han søger, og nu handler det om at få udenrigsminister Marco Rubio og vicepræsident J.D. Vance til at lave en aftale, siger Jeff Landry.
Har viderebragt Trumps-krav flere gange
Den særlige udsending har flere gange videregivet Trumps krav om, at USA bør have Grønland.
Det gjorde han blandt andet torsdag i et opslag på det sociale medie X, hvor han gentog, at Grønland er afgørende for amerikanernes sikkerhed.
- De trusler, som fjendtlige nationer udgør i dag, kræver beslutsom amerikansk handling i Arktis, skrev Landry på X.