Trump: Jeg har ikke fået en nobelpris grundet uretfærdighed
Donald Trump mener, at uddelingen af Nobels fredspris sker på uretfærdig vis og henviser til Barack Obama.
USA's præsident, Donald Trump, mener, at det er uretfærdigt, at han ikke har modtaget Nobels fredspris.
Det siger præsidenten til det amerikanske medie Politico inden et møde med Pakistans premierminister, Imran Khan, ved FN's Generalforsamling i New York mandag.
- Jeg ville få en nobelpris for en masse ting, hvis de uddeler dem retfærdigt, hvilket de ikke gør, siger han.
Trump var i færd med at diskutere den seneste udvikling i den splittede region Kashmir, der ligger mellem Indien og Pakistan.
Da præsidenten undervejs beskrev sig selv som en "ekstrem god mægler", sagde en journalist, at hvis Trump formidlede en fredsaftale, burde han få Nobels fredspris.
Herefter nævnte Trump den forhenværende præsident, Barack Obama, som et eksempel på en person, der modtog nobelprisen på uretfærdig vis.
- De gav en til Obama, umiddelbart efter at han blev præsident, og han har ingen anelse om, hvorfor han fik den, siger Trump og joker videre:
- Og ved I hvad? Det er det eneste, jeg har været enig med ham i.
Obama modtog Nobels fredspris i 2009 efter at have siddet som præsident i otte måneder for sin "ekstraordinære indsats for at styrke det internationale forhandlingsklima".
Prisoverrækkelsen fik flere til at hæve øjenbrynene og diskutere, hvad en præsident kunne have gjort på otte måneder for at fortjene den pris.
Obama udtalte også selv dengang, at det var ironisk, at han modtog prisen efter at have sendt yderligere 30.000 soldater til krigen i Afghanistan.
/ritzau/