Tre ildsjæle hædret for deres indsats
Hovedstadskommunen har for ottende gang uddelt priser til tre helt særlige ildsjæle, som har ydet en helt særlig indsats til glæde for andre.
Kommunalbestyrelsessalen i Nuuk dannede rammen, da borgmester Charlotte Ludvigsen kunne hædre tre ildsjæle med initiativpriser.
De tre vindere blev:
Anne-Mette Holm
For hendes arbejde med børn i Kulusuk og Nuuk, samt psykisk syge unge mennesker.
Igennem Anne-Mettes workshops i sløjd og håndarbejde giver hun børnene og de unge en mulighed for at udtrykke sig. Når håndværket senere bliver udstillet, får de ligeledes en sjælden anerkendelse af deres evner og indsats.
Anda Poulsen
For at skabe et frirum for mænd, hvor de åbent kan snakke om deres følelser.
I et samfund, hvor det kan være svært for mænd at finde nogen at snakke med omkring deres følelser og problemer, har Anda med sit arbejde i ”Nuummi Angutit Oqaloqatigiiffiat” og organisationen ”Nuummi Inngertartut Peqatigiiffiat” formået præcis det.
Esekias Therkelsen
For sit arbejde som leder i foreningen for psykisk syges familier.
Esekias’ indsats for at oplyse og bryde tabuerne om psykisk syge personer, samt at orientere medborgere om følgevirkningerne af at have et psykisk sygt familiemedlem, så alle er indforstået og afklaret, er helt enestående. Esekias kæmper en utrættelig kamp, for at psykisk syge personer skal have bedre forhold.
Musikalske indslag
Musikerne Kimmernaq & Frederik prydede arrangementet med musikalske indslag, mens tilhørerne tog for sig af julegodterne, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.