Travl nat for politiet - flere anholdte

Lørdag morgen sidder seks personer anholdt fordelt over landet. Alle er anholdt i forbindelse med alkoholrelaterede hændelser.

Offentliggjort

Vagtchef Ole Hald beretter om en travl nat for politiet med et større antal alkoholrelaterede hændelser.

I forbindelse med nogle af hændelserne er der foretaget anholdelse af personer, der er taget med til afrusning på stationen. Status lørdag morgen er, at seks personer er i politiets varetægt.

- De vil stille og roligt blive løsladt nu her, der er ikke alvorligere sager, hvor nogen skal fremstilles. Der er dog et par stykker, der skal afhøres til mindre sager, inden de løslades, det er vi ved at få et overblik over, fortæller Ole Hald.

Klar til Kulturnatten

De anholdte fordeler sig med to i Nuuk, en i Narsaq, to i Uummannaq og en i Ilulissat.

Vagtchefen fremhæver, at borgere i almindelighed i denne weekend har mulighed for at se nærmere på forholdene hos politiet, da de fleste politistationer holder åbent hus lørdag aften i forbindelse med Kulturnatten.

- Kulturnat er også til børnene, der har lyst til at lege og lære på samme tid. For eksempel kan børnene få gode råd til, hvordan de færdes sikkert i trafikken og få reflekser, så de lyser op i mørket, skriver politiet blandt andet på sin Facebook-side.

Powered by Labrador CMS