Trafikuheld i Aalborg: 19-årig grønlandsk mand afgået ved døden
Fredag den 22. december skete der et trafikuheld i Aalborg centrum. En 19-årig grønlandsk mand har mistet livet efter ulykken.
Fredag den 22. december blev Nordjyllands Politi kaldt ud til et alvorligt færdselsuheld i vejkrydset mellem Sønderbro og Jyllandsgade i centrum af Aalborg, det skriver TV2 Nord.
Den unge mand kørte på et el-løbehjul og blev ramt af en modkørende bil, da han foretog et venstresving i krydset, det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Lau Larsen til tv2nord.
Nordjyllands Politi oplyser også overfor TV2 Nord, at den modkørende, en mand i slutningen af trediverne, har ikke pådraget sig nogle alvorlige skader.
Var alvorligt kvæstet og afgik ved døden
Den unge mand blev alvorligt kvæstet, og blev bragt til Aalborg Universitetshospital, hvor han i flere dage lå i kritisk tilstand.
Sermitsiaq.AG har været i kontakt med den unge mands nærmeste pårørende, de fortæller, at den unge mand afgik ved døden den 25. december, men de kan på nuværende tidspunkt ikke komme ind på detaljer omkring ulykken, da politiet stadig er igang med at efterforske omstændighederne omkring ulykken.
Det eneste de nærmeste pårørende kan udtale sig om på nuværende tidspunkt, er, at de ser frem til en fyldestgørende udredning, både fra Nordjyllands politi samt fra Aalborg Universitetshospital.
Sermitsiaq.AG arbejder på at indhente kommentar fra Nordjyllands Politi.