Tiltalt for seks år gammelt røveri

Røveri, blufærdighedskrænkelse og knivkast efter betjente er blandt tiltalerne mod en 21-årig mand, der skal for retten i denne uge.

Offentliggjort

I dag begynder en retssag i Sermersooq Kredsret mod en 21-årig mand.

Manden er blandt andet tiltalt for at have begået et røveri og overfald en oktober aften i 2017 ved Nuussuaq Skolen i Nuuk.

Ifølge anklageskriftet skulle den 21-årige i forening med flere ukendte gerningsmænd have frataget offeret for røveriet en mobiltelefon.

Offeret blev væltet omkuld og slået og sparket på kroppen og i hovedet. Vedkommende blev også tvunget til at afklæde sig og blev fotograferet delvist nøgen af flere tiltalte.

Kastede køkkenkniv efter betjente

Fotograferingen af det delvist nøgne offer har desuden udløst en særskilt anklage om blufærdighedskrænkelse.

Derudover er den 21-årige tiltalt for afpresning, fremsættelse af trusler mod en kvinde samt for fra en altan at have kastet en køkkenkniv mod nogle politibetjente.

Der er afsat tre retsdage til sagen, og anklagemyndigheden går efter at få tiltalte idømt behandling på et psykiatrisk hospital. Ved udskrivningen bør der desuden stilles krav om misbrugsbehandling, står der i anklageskriftet.

Powered by Labrador CMS