Drab

Tiltale: Peter Madsen mishandlede Kim Wall før drab

Anklageskriftet mod Peter Madsen afslører, at anklagemyndigheden mener, at Kim Wall blev mishandlet før drab.

Offentliggjort

Inden Kim Wall blev dræbt i august, mishandlede drabstiltalte Peter Madsen den kvindelige svenske journalist.

Det mener anklagemyndigheden, fremgår det af anklageskriftet mod ubådsbyggeren.

Anklagemyndigheden rejste 16. januar tiltale mod Peter Madsen. Her kom det frem, at anklagemyndigheden ser drabet som en planlagt og forberedt forbrydelse.

Af anklageskriftet fremgår det også, at Peter Madsen medbragte adskillige remedier på ubåden. Ifølge anklageren tog den drabstiltalte sav, kniv, tilspidsede skruetrækkere, stropper, strips og rør med.

Ifølge tiltalen brugte han redskaberne til at binde Kim Wall ved hovedet, på arme og ben. Desuden mishandlede han hende ved at slå hende samt stikke og snitte i hende. Herefter slog han hende ihjel, lyder anklagen.

Den drabstiltalte ubådsbygger har fra begyndelsen nægtet sig skyldig i at have dræbt den svenske journalist.

Først forklarede han, at hun var blevet ramt i hovedet af en tung luge og var død. Senere forklarede han, at journalisten var blevet forgiftet af kuliltedampe i ubåden.

Hans forsvarer, Betina Hald Engmark, oplyste i forbindelse med tiltalerejsningen, at Peter Madsens stillingtagen i sagen er uændret.

Retssagen mod Peter Madsen begynder 8. marts i Københavns Byret.

Powered by Labrador CMS