Tilioq-tiltag: Kend dine rettigheder som handicappet

Handicaptalsmandsinstitutionen Tilioq vil udbrede viden om FN's handicapkonvention til byer og bygder. Det sker via tre tiltag: et seminar, en konference og 'læs-let'-bog om FN-rettigheder.

Offentliggjort

I november inviterer handicaptalsmandsinstitutionen Tilioq til deres første seminar og konference. Her skal der sættes fokus på FN’s handicapkonvention og hvordan den kan bruges til at forbedre vilkårene for personer med handicaps.

Seminaret og konferencen er en del af et projekt, som skal sætte fokus på personer med handicaps rettigheder langs hele kysten.

Nyt bog-tiltag

Tilioq vil også som en del af projektet udvikle en dobbeltsproget letlæselig version af handicapkonventionen. Denne ’læs let’ bog er den første af sin art i Grønland, og den skal bruges som et redskab til at oplyse borgere i Grønland om de rettigheder handicapkonventionen fastsætter. Tanken bag bogen er at den kan bruges af foreninger og andre personer der har med personer med handicap at gøre, både privat og fagligt til at forstå konventionen og de rettigheder den indebærer.

- Det har været vigtigt at få foreningerne med i dette projekt, fordi de har rødder over hele Grønland. De har et solidt netværk og specialiseret viden om deres lokalområde og medlemsskare. Vi håber at seminaret og den letlæselige version af handicapkonventionen kan bruges af foreningerne som et redskab til at oplyse deres medlemmer og den lokale befolkning om konventionen og de dertilhørende rettigheder, for på den måde vil flere personer kunne kræve, at deres rettigheder bliver overholdt, skriver handicaptalsmanden Christina Johnsen om formålet med seminaret.

Fokus på frivillighed

Til seminaret er der inviteret repræsentanter fra de mange handicapforeninger som findes i Grønland. Seminaret skal sætte fokus på frivillighed, organisering og kampagnearbejder med handicapkonventionen i fokus.

Som afslutning på det todages seminar holdes der en national konference hvor selvstyret, kommuner, institutioner og andre interessenter på handicapområdet er inviteret. Konferencen skal gøre status over, hvor langt Grønland er i arbejdet med at overholde konventionen.

Powered by Labrador CMS