gyldent håndtryk

Tidligere topchef får to millioner

Fratrådt departementschef vil fortsat stå på selvstyrets lønningsliste i de næste knap tre år

Jan H. Lynge-Pedersen har fået godt to millioner kroner for at forlade sin stilling.
Offentliggjort

Tidligere departementschef i Departementet for Finanser og Indenrigsanliggender, Jan H. Lynge-Pedersen indgik januar en 3-årig åremålsansættelse frem til 2016. Der blev derfor indgået en aftale om en fratrædelsesgodtgørelse på godt to millioner kroner, da han med øjeblikkelig virkning forlod sin stilling den 30. maj.

Læs: Topschef fratræder

Oplysningerne fremgår i et svar fra medlem af Naalakkersuisut for finanser og indenrigsanliggender Vittus Qujaukitsoq fra Siumut til et paragraf 37 spørgsmål. Det er medlem af Inatsisartut for Demokraterne Palle Christiansen, der har sendt spørgsmål omkring Jan H. Lynge-Pedersens pludselige fratrædelse.

Fortrolig aftale

Vittus Qujaukitsoq oplyser i sit svar, at Jan H. Lynge-Pedersen havde fået forlænget sin åremålsansættelse i januar i år med tre år. Han har derfor fået fratrædelsesgodtgørelse på 1.626.602,04 kroner, der svarer til 18 måneders løn.

Der er også udbetalt tilgodehavende på fire måneders løn, som svarer til 361.467,12 kroner.

Fratrædelsesgodtgørelsen er udbetalt ud fra en gældende chefaftale for topchefer i Selvstyret, oplyser Vittus Qujaukitsoq.

Men der kommer ingen oplysninger om hvorfor Jan H. Lynge-Pedersen måtte forlade sin stilling med øjeblikkelig virkning.

- Præmisserne for indgåelse af fratrædelsesaftalen er fortrolige, siger Vittus Qujaukitsoq.

Powered by Labrador CMS