Thulesen Dahl efter nederlag: Jeg bliver som formand
Dansk Folkeparti oplevede en kæmpe nedtur ved onsdagens folketingsvalg, hvor partiet gik 21 mandater tilbage.
DF-formand Kristian Thulesen Dahl fastholder, at han er den rette frontfigur for partiet.
Det siger han efter at have sovet på onsdagens valg, hvor det gik grueligt galt for DF. Partiet gik fra 37 til 16 mandater.
Thulesen Dahl er slet ikke i tvivl. Han betragter sig selv som partiets rette formand - også i den nuværende situation.
- Det er min overbevisning, at det er sådan, det er. Jeg er fast besluttet på, at jeg ved det næste folketingsvalg kommer til at vise, at vi får et bedre resultat.
- Når man er formand, er man formand i både medvind og modvind, siger Thulesen Dahl
Det elendige valgresultat har medført intern kritik fra Christian Langballe, der ikke tror på sit eget genvalg.
DF har været alt for fraværende i valgkampen, og partiets velfærdsdagsorden har fortrængt den nationalkonservative profil, mener Langballe.
- For at sige det lidt firkantet, vurderer jeg det sådan, at velfærdspolitikerne i DF har vundet, og værdikrigerne er væk. Sådan er det. For at være helt ærlig, siger Langballe til Berlingske.
Han har siddet i Folketinget siden 2011. Langballe mener, at ledelsen bør overveje, hvor partiet skal hen.
- Det er klart, at hvis man forlader det nationalkonservative, som jeg synes, har været meget fraværende i den her valgkamp - undskyld mig, men vi har jo ikke været til stede med hensyn til det nationalkonservative - hvad er det så, partiet vil?
- Det synes jeg, må være en refleksion, som ikke er min nu. Og det, jeg siger nu, det er en kritik af ledelsen. Og jeg siger det, fordi jeg holder af mit parti. Jeg synes, de bør overveje, hvor det her parti skal ende henne, siger Langballe.
Enten kommer DF's gruppeformand, Peter Skaarup, eller udlændingeordfører Martin Henriksen til at ryge ud af Folketinget.
Begge profiler var opstillet i Københavns Storkreds, hvor DF kun fik ét mandat. Fintællingen af de personlige stemmer vil afgøre, hvem af dem der skal tage afsked med Folketinget.
Ved 2015-valget blev Thulesen Dahl topscorer, hvad personlige stemmer angik. 57.371 vælgere satte et personligt kryds ved DF-formanden. Men det tal kommer han ikke i nærheden af i år.
Mens Thulesen Dahl bliver som DF-formand, tog Anders Samuelsen konsekvensen af Liberal Alliances dårlige valg. Udenrigsministeren smutter som LA-leder og forlader dansk politik helt.