Svigt i Sermersooq
Tavshed skal råbe politikerne op
Gruppen Meeqqat Børn reagerer med en demonstration foran rådhuset i Nuuk efter sidste afsløringer om omfattende omsorgsvigt.
Det skal være en tavs demonstration, der møder politikerne i Kommuneqarfik Sermersooq, når de i dag møder op til byrådsmødet.
Gruppen Meeqqat Børn opfodrer via facebook folk til at møde op for at vise deres holdning.
- Vis din holdning og opbakning til børn i vores kommune og hele landet, lyder opråbet.
Demonstrationen skal være stille, men det er netop gennem tavsheden, at arrangørerne håber, at budskabet vil nå politikerne.
- Stille demonstration er en provokation på at man tavst er vidne til at børn nu - idag - udsættes for svigt, står der i indkaldelsen.
Demonstrationen holdes foran rådhuset i Nuuk fra klokken 15 til 16. Klokken 15.30 starter byrådsmødet.
Demonstrationen er en reaktion på den tilsynsrapport, der har vist, at børnene i Nuuk udsættes for omfattende omsorgssvigt fra det offentlige.
LÆS OGSÅ: Børn efterladt i livstruende situationer