Tasiilaq: Alkoholbevilling til genbehandling

Udvalget for økonomi og erhverv er indkaldt til et ekstraordinært møde, på baggrund af bevillingssagen til et værtshus i Tasiilaq.

Offentliggjort

Efter massiv kritik af befolkningen, og efter værtshusejeren af Arctic Wonderland Diskotek og Krostue i Tasiilaq ifølge knr.gl begyndte at overveje en erstatningssag mod Kommuneqarfik Sermersooq, skal kommunalbestyrelsens udvalg for erhverv og økonomi tage beslutningen op igen.

Nu tyder det på, at udvalget måske tager en anden beslutning end den oprindelige.

Udvalget for økonomi og erhverv skal holde ekstraordinært møde om sagen i morgen tirsdag den 8. oktober, altså under to uger siden sidste beslutning.

Et flertal i udvalget, bestående af Siumut og Inuit Ataqatigiit har den 25. september besluttet, at værtshuset Arctic Wonderland Diskotek og Krostue i Tasiilaq får en alkoholbevilling. Alkoholbevillingen blev givet ud, men åbningstiden indskrænket til 24:00. Demokraatit forkastede indstillingen.

Bevilling på et år

Bevillingen, der nu skal gendrøftes, lyder på, at værtshuset kan udskænke stærke og svage drikke, men værtshuset skal lukke senest 24:00. Selvom ejeren ansøgte om tre års bevilling, gav udvalget en bevilling på et år, da der tidligere har været problemer ved værtshuset.

Powered by Labrador CMS