Tænketank om børns vilkår
En gruppe børneeksperter skal rådgive Kommuneqarfik Sermersooq om børns vilkår.

Borgmester Asii Chemnitz Narup, Inuit Ataqatigiit, har nedsat sine egen uafhængige tænketank, der skal hjælpe hende med at vurdere, om kommunens tiltag for at forbedre børns og unges levevilkår er gode nok.
– Rådets medlemmer skal hjælpe os med at styrke den fortsatte udvikling af børns levevilkår med afsæt i FN’s konvention om barnets rettigheder og med afsæt i vores børne- og familiepolitik og med respekt for de kulturelle rødder og værdier i Grønland, siger Asii Chemnitz Narup til Nuuk Ugeavis.
Det nye råd, der skal mødes en gang om året, mødtes første gang onsdag den 24. februar. Rådet skal køre valgperioden ud og består af: Karl Kristian Olsen, KIIIN, Selvstyret, Birgit Niclasen, Departementet for Sundhed, Selvstyret, Charlotte Guldberg, forstander, Skodsborg Observationscenter, formand for børnerådet 2006-2010, Danmark og Leena Evic, leder, Pirurvik Center, Nunavut, Canada.
– De fire repræsenterer hver især en speciel faglig indfaldsvinkel til børn og unges liv, vilkår og rettigheder, siger Asii Chemnitz Narup til Nuuk Ugeavis.