Syv nye fiskerikontrollører
30 måneders uddannelse er ved at være slut for de kommende fiskerikontrollører
Den teoretiske uddannelse har foregået i Holstebro på Erhvervsakademi MidtVest, på Danmarks Tekniske Universitet og i Nuuk. Den praktiske uddannelse i Grønland.
De kommende fiskerikontrollører er ansat hos Grønlands Fiskerilicenskontrol, i daglig tale GFLK. I løbet af uddannelsen har de samlet været cirka seks måneder i Danmark. Historien om de syv er en hel solstrålehistorie.
Sermitsiaq.AG har besøgt skolen i Holstebro, hvor der var travlhed med at få styr på afgangsprojekterne, inden rejsen hjem til Grønland. Afgangsprojekterne bliver der arbejdet videre med i Grønland, inden de syv skal til eksamen den 2. og 3. december. Eksamen bliver online med eksaminator og censor.
De grønlandske elever imponerer
Rikka Jensen Trolle, Angutitsiaq Jerimiassen, Jakob Andersen, Arnanguaq Steenholdt, Sofus Frederiksen, Ludvig Hansen og Jannik Holm (Jannik Holm var ude at rejse, da vi var i Holstebro), har selv valgt deres emner. For eksempel skriver de om lovgivning, om ledelse, om pukkellaks og om spøgelsesfiskeri. Normalt er uddannelsen toårig. Coronaen er skyld i, at det har taget seks måneder mere.
Udviklingskonsulent/Adjunkt Inge Hummelshøj Hansen fra MidtVest, der har været med i hele forløbet, lægger i samtalen med os ikke skjul på, at det har været et hårdt forløb, men også et rigtig dejligt forløb.
- Det er naturligvis hårdt at være så længe væk hjemmefra. Det er jo det første hold, der er blevet færdige med den helt nye uddannelse som fiskerikontrollør.
- Vi er lige begyndt med et hold danske studerende, som er vildt imponeret over de grønlandske elevers viden og hele baggrund, siger Inge Hummelshøj Hansen.
Ved der er brug for dem
De kommende fiskerikontrollører er blandt andet blevet undervist i fødevareteknologi, kommunikation, kulturelle forskelligheder og jura. Fem af de kommende kontrollører arbejder i Nuuk, en i Sisimiut og en i Ilulissat.
- Det er en meget spændende og udfordrende uddannelse, som der er hårdt brug for i Grønland, slår 26-årige Angutitsiaq Jerimiassen fra Nuuk fast.
- Det har været en rigtig god oplevelse at være i Holstebro og lære så meget. Jeg har en baggrund som fuldtidsfisker og så lidt tilfældigt, at man søgte fiskerikontrollører. Jeg søgte. Blev ansat, og det var en rigtig god beslutning, at jeg begyndte. Jeg ved, at vi kommer på arbejde. Vi er jo ikke så mange, og Grønland er så stort.
Savner familien
44-årige Sofus Frederiksen er uddannet automekaniker. Kommer oprindelig fra Aasiaat. Har boet i Nuuk, men bor nu med sin kone og fire børn i Ilulissat.
-Selvfølgelig er det lang tid at være væk fra sin familie. Sammenlagt har vi jo gennem de 30 måneder været her et halvt år. Så det bliver dejligt at komme hjem og vide, at nu mangler vi kun den afsluttende eksamen.
Erhvervsakademi MidtVest havde mange drømme og forventninger, da de gik i gang med forløbet. Et forløb som er det første hold fiskerikontrollører på akademiniveau. Det meste er gået i opfyldelse. Både menneskeligt og fagligt har de syv været igennem et fantastisk forløb. Udviklingskonsulent Inge Hummelshøj Hansen udtrykker det sådan her:
- Det har i hele forløbet været en stor berigelse for os at have de grønlandske studerende og være med til sammen med dem at løfte dem både menneskeligt og fagligt og gøre dem stolte af det, de laver.