Styrelse får ny chef
André Steenholdt-Guttesen bliver ny chef i Økonomi- og Personalestyrelsen.
Naalakkersuisut har udpeget 54-årige André Steenholdt-Guttesen som ny chef for Økonomi- og Personalestyrelsen.
Styrelsen har blandt andet ansvaret for at forhandle overenskomster på plads på vegne af Selvstyret, og den står også for Selvstyrets regnskab.
André Steenholdt-Guttesen er oprindelig uddannet inden for politiet, og han har siden 2002 været ansat i Selvstyret inden for overenskomstområdet.
Lover godt
- Det glæder mig, at vi har kunnet tiltrække en kandidat med en så omfattende erfaring, der samtidig har direkte kendskab til så stor en del af det område, som han nu skal varetage. Det lover godt for fremtiden, siger Vittus Qujaukitsoq, naalakkersuisoq for finanser og råstoffer.
Vittus Qujaukitsoq takker samtidig Rikke Skram-Skuldbøl, der har været konstitueret styrelseschef. Hun vender tilbage til sin stilling som personalechef, når André Steenholdt-Guttesen tiltræder i midten af juni.